Hobro Handel får ny formand med omgående virkning
HOBRO: Peter Møller, indehaver af Guldsmed Torben E. Møller og Thiele i Hobro, overtager med omgående virkning formandskabet i Hobro Handel, da tidligere formand Bjarke Christensen er stoppet i SuperBrugsen Hobro og dermed træder ud af bestyrelsen.
Peter Møller har i indestående valgperiode været næstformand i Hobro Handel, men det er en enig bestyrelse, der har peget på Peter som formand for resten af denne valgperiode.
Næstformand bliver varehuschef Niels Gårde fra Føtex, mens 1. suppleant; Pernille Thomsen fra Hobro Apotek indtræder som fuldgyldigt bestyrelsesmedlem.
- Med Peter har vi en stærk lokalt forankret mand, som har et indgående kendskab til byen og mekanismerne - ikke kun i gågaden - men i hele butiksnetværket i Hobro, og der er ingen tvivl om, at Peter er den helt rigtige mand til at varetage formandsposten hos Hobro Handel det kommende halve års tid, lyder det fra Niels Gårde, næstformand for Hobro Handel.
En stor tak til Bjarke Christensen
Ligeledes vil bestyrelsen i Hobro Handel gerne rette en stor tak til afgående formand, Bjarke Christensen, som gennem en årrække har varetaget forskellige poster i foreningen.
- Vi ønsker Bjarke alt det bedste for fremtiden, og vil gerne rette en stor tak for den store indsats og det engagement, som han har lagt for dagen her i foreningen. Vi havde gerne set Bjarke fortsætte, men det har desværre ikke været en mulighed, udtaler formand, Peter Møller, og han fortsætter:
- Nu skal vi arbejde videre med at vise, hvor attraktivt vores butiksliv er her i Hobro. Det skal ske ved at fortsætte det tætte samarbejde vi har på tværs af butikkerne, blandt andet med at skabe events og samhørighed.
- Der er gang i rigtig mange spændende ting i Hobro Handel såvel som Hobro Byforum, og der er ingen tvivl om at Hobro som by går en spændende fremtid i møde, og det vil vi arbejde hårdt for i Hobro Handel til glæde for byens borgere og butikker, lyder det fra Peter Møller.
Peter Møller overtager ligeledes Bjarke Christensens plads i Hobro Byforum med omgående virkning.