Billede beskrivelse

Her var der stor rød-hvid succes

04. juli 2024 kl. 17.01

HOBRO/HADSUND: Danmarks herrelandshold i fodbold er for længst sendt hjem fra EM i Tyskland, hvor Kasper Hjulmands udvalgte i tre gruppekampe og en ottendedelsfinale ikke formåede at vinde en fodboldkamp. I de fire kampe blev det kun til beskedne to mål og spillet på banen kunne i bedste fald beskrives som middelmådigt. Men på ét område var sommeren alligevel en rød-hvid succes. Aldrig har Sport24 i Hobro og Hadsund solgt så mange landskampstrøjer.

- Selvom vi løbende fik nye forsyninger, så måtte vi melde udsolgt af trøjer allerede inden den sidste gruppekamp mod Serbien, fortæller Poul Erik Andersen, der sammen med Kurt Olesen ejer Sport24-butikkerne i Hobro og Hadsund samt en outletbutik i Øster Hurup.

- Sammenlagt i de to butikker har vi solgt godt 500 landskampstrøjer før og under EM, hvilket er klart det højeste antal, vi nogensinde har solgt i vores butikker i forbindelse med en slutrunde.

- Når vi skal bestille landskampstrøjer, så skal vi jo gøre det cirka et halvt år før en slutrunde, så det kan være svært at disponere. Heldigvis kunne vi løbende bestille nogle ekstra, men til slut kunne vi ikke få flere, og jeg vil tro, at vi kunne have solgt godt 100 trøjer mere, hvis vi havde haft dem, lyder det fra Poul Erik Andersen.

I øvrigt nævner Poul Erik Andersen også, at fodboldtrøjer generelt hitter og at Sport24 i fremtiden vil have endnu flere klubtrøjer i butikkerne.

- Vi får i den kommende tid de nye trøjer til den nye sæson fra mange af de europæiske topklubber, blandt andet Manchester City, Real Madrid og Arsenal, fortæller han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste