Handelstandsformand: Der er positive vibes i byen
HOBRO: Bevares, der kan da stadig findes et tomt butikslokale i Hobro, men alligevel har tendensen de seneste måneder været klar. Her er der åbnet flere nye butikker og caféer i byen, hvilket glæder formanden for Hobro Handel.
Hos Louise, Stamer & Hall, Beauty Salon, Humlebiens Blomster og Elvis Café er alle åbnet i Hobro siden sommerferien, ligesom Nyt Syn og det tidligere Helsam, nu Hobro Helsekost, har fået nye ejere.
Endelig er Profiloptik for nylig flyttet i nye og større lokaler i hjertet af gågaden, ligesom der først på året igen kom liv i Theater Caféen og Min Afsked åbnede en afdeling i Adelgade.
- Ja, der er sket en masse spændende i byen de seneste mange måneder, hvilket er meget glædeligt. Det er med til at skabe nogle positive vibes i byen, fortæller Peter Møller, formand for Hobro Handel.
- Man hører jo ofte om butikslukninger, og at de fysiske butikker har det svært og at kunderne kun vil handle på nettet. Men jeg synes, at udviklingen i Hobro vidner om, at der helt bestemt er håb for butikkerne og handelsbyer af Hobros størrelse.
Flere oplevelser
Der er ifølge Peter Møller flere forklaringer på den positive udvikling i Hobro – én af dem er blandt andet, at Hobro de seneste år har formået at skabe flere oplevelser for kunderne i byen, hvilket trækker endnu flere mennesker ind i de fysiske butikker.
- I Hobro Handel har vores hårdtarbejdende eventgruppe virkelig gjort en forskel de seneste par år, hvilket der helt sikkert er blevet lagt mærke til. Det har sikkert givet potentielle nye butiksejere endnu mere mod på at blive en del af byen og gågaden.
- Vi har i øvrigt også forsøgt løbende at byde de nye butikker hjerteligt velkommen til byen og også gerne som medlem af Hobro Handel, lyder det fra handelsstandschefen, der også glæder sig over mange andre nye, kommende tiltag, der skal være med til at løfte bymidten.
- Projekterne omkring moderniseringen af Føtex samt også Hobro Teater og biografen bliver også et kæmpe aktiv for bymidten, så det tegner også rigtigt positivt, fortæller han.