Handelsformand: - Vi skal hjælpe alle de positive historier på vej
Udfordringer i detailhandelen, opgravninger, omkørsler, vejarbejde og trafikalt kaos – og så lige toppet med markante verbale meningsudvekslinger om blandt andet et højhus.
De negative historier kan hurtigt få et uheldigt og selvforstærkende overtag i en by – og det får Lone Mikkelsen, formand for Hobro Handel, til at komme med en opfordring: ”Vi skal være bedre til at sætte fokus på alle de positive historier”.
- Jeg synes simpelthen, at vi de seneste par år er blevet fanget i alt for mange negative historier her i Hobro. Det er ærgerligt, for man får igen, hvad man lyser på. Og det er meget op til os selv at hjælpe de positive historier på vej, for de negative skal nok komme af sig selv, lyder det fra Lone Mikkelsen, der som indehaver af Kop & Kande på Adelgade 4-6 bestemt også har haft sit at slås med de seneste år. Blandt andet var vejen lige udenfor butikken opgravet og spærret i en længere periode, hvilket kunne mærkes markant på omsætningen.
- Alt det vejarbejde, der har været i Hobro de seneste mange år har været frustrerende. Her taler jeg både for min egen butik og som formand for Hobro Handel. Det har været frustrerende for stort set alle butikker, og jeg har da løbende også selv bidraget til debatten. Her har jeg særligt påpeget, at den løbende kommunikation og skiltningen har været mangelfuld, og var det grebet anderledes an, kunne det have taget mange problemer i opløbet.
- Det mener jeg stadig, men min pointe er blot, at vi – trods vores udfordringer - ikke må glemme at sætte fokus på alt det, der fungerer og hvor Hobro udvikler sig. De mange positive historier må simpelthen ikke blive kvalt af de negative. Så bliver det selvforstærkende og surt det hele, lyder det fra Lone Mikkelsen.
- Vi har blandt andet taget nogle store skridt fremad i Hobro, der er etableret et Hobro Byforum, der er et stærkt samarbejde mellem byens aktører, som man ikke har oplevet tidligere, og lige nu julestråler byen flottere end nogensinde, blandt andet også med de nye juleboder på Torvet. Til sommer bliver der afviklet flere store koncerter i byen og området, og generelt sker der en masse positivt. Både konkrete planer, men også spændende udviklingsplaner, som vil løfte Hobro.
- Så lad os også lyse på alt det, der lykkes og hvor vi udvikler os, siger Lone Mikkelsen, formand for Hobro Handel.