Gitte har solgt tøj til pluspiger i 20 år: Det skal fejres
I de her dage er det 20 år siden, at Gitte Marianne Thybo Jensen slog dørene op til Butik Gitte for første gang.
Butikken er en specialbutik, der har fokus på pluspiger, altså piger med kurver. Derfor har de kun to tøjmærker i sortimentet, Zoey og Only Carmakoma.
Butik Gitte er landets bedst sælgende forhandler af tøjmærket Zoey.
Fra Østergade til Jernbanegade
Butikken har ligget i de nuværende lokaler på Jernbanegade i Hobro siden 2006. Indtil da lå den på Østergade.
- Da jeg startede for 20 år siden, var jeg en af de få. Jeg skulle lige ses an. Jeg startede helt fra bunden og har i dag en stor kundegruppe med kunder i hele landet, fortæller Gitte Marianne Thybo Jensen og uddyber:
- Dengang var der ikke ret mange leverandører, så jeg startede med tøjmærket Zizzi. På et tidspunkt var jeg en ren Zizzi-butik, men så kom corona, hvor de var udfordret. Der fik jeg Bestsellers mærke Only Carmakoma ind, så jeg har kun to mærker i dag.
Nye initiativer under corona
Selvom der også har været udfordringer i de 20 år, der er gået, så har de været med til at skabe nye initiativer.
- Under finanskrisen gik det okay. Vi var ikke svært pressede, men vi klappede heller ikke i hænderne, fortæller hun og fortsætter:
- Under coronakrisen var vi en af de få, der kørte videre. Vi begyndte bl.a. at lave liveudsendelser og ja-tak-poser på Facebook. Vi er oppe på 750 kunder, der har faste ja-tak-poser.
Butikken laver fortsat indimellem liveudsendelser på Facebook, hvor de viser tøjet frem.
Jubilæet bliver markeret med bobler og kage mandag 14. august.