Gitte har fuld fart på julerierne: Nu rykker særlig kundegruppe snart ind
Der er lige nu masser af ægte julestemning i Hobro - både ude i gaderne, på torvene og inde i butikkerne. Det gælder også hos dametøjsbutikken Butik Gitte på Jernbanegade.
- Vi har i butikken lavet en række forskellige tiltag, der skruer ekstra meget op for julehyggen og stemningen. Det er altid så hyggeligt, og kunderne sætter stor pris på det, fortæller Gitte Marianne Thybo Jensen, der er indehaver af Butik Gitte.
- Samtidig med at vi har pyntet butikken op til den helt store guldmedalje, så har vi også lavet en julekalender, hvor vi hver dag lancerer et helt særligt tilbud på vores Facebook-side. Det har været et populært tiltag, hvor vi solgte mere end 20 styk af det foreløbigt mest populære tilbud.
- Vi har også en adventskonkurrence, hvor man hver adventssøndag kan svare på et julespørgsmål, og være med i lodtrækningen om flotte præmier.
- Vi har også et juletræ i butikken, hvor man kan komme ind med sin egen personlige julepynt, og så trækker vi lod om en flot præmie mellem alle, der har opsat pynt. Det sker på den sidste åbningsdag inden jul.
- Så, jo. Vi har gang i mange forskellige julerier, fortæller Gitte Marianne Thybo Jensen.
Forskelligt julepapir
Endelig gør Butik Gitte også meget ud af indpakningen af julegaverne. De har således ikke mindre end 13 forskellige slags julepapir i butikken, ligesom æskerne til gavekort er forskellige.
- Det har vi, fordi det er hyggeligt, men også fordi, at man ikke skal kunne se, at pakkerne er fra os. Ved at have forskelligt gavepapir, kan kvinderne ikke gætte, at manden har shoppet hos os.
- Vi har faktisk også nogle forskellige poser, som vi kommer gaverne i, fortæller Gitte Marianne Thybo Jensen, der hvis alt går, som det plejer, kan se frem til tre meget travle dage lige inden jul.
”Magen til den, du har på”
- Den 21., 22. og 23. december er de helt store dage hos os, hvor mændene kommer ind i butikken for at købe gaverne til deres bedre halvdel. Det er ofte gavekort, de køber, men også en del tøj, hvor min medarbejder Birgitte og jeg altid lige skal overveje en ekstra gang, hvilket tøj og sæt, vi tager på i netop de tre dage.
- Der er nemlig mange mænd, der efter de er gået lidt rundt i butikken, kommer hen til os og siger: ”Jeg kunne godt tænke mig at give min kone sådan én, magen til den, du har på – og jeg tror i øvrigt hun har samme størrelse som dig”, lyder det fra Gitte.
- Heldigvis kender vi mange af kvinderne, der er stamkunder hos os. Derfor kan vi altid hjælpe til med at få justeret lidt ind, og finde de helt rigtige størrelser, tilføjer hun med et smil.