Billede beskrivelse

Frivillige knokler med ny dagligvarebutik: - Alt er faktisk gået efter planen

20. februar 2026 kl. 06.01

SKELUND-VEDDUM: Det er mere end et år siden, en gruppe borgere i Skelund og Veddum satte sig for at erstatte den lukkede brugs i Veddum med en ny dagligvarebutik. 

Nu er man tæt på at lægge sidste hånd på arbejdet, fortæller Bente Sand, der sidder med i arbejdsgruppen bag projektet.

- Vi fik installeret køl og frys i sidste uge, og lige nu er en snes mand i gang med at installere inventaret. Alt er faktisk gået efter planen, som vi lagde i efteråret, siger hun.

Vægge, lofter og gulv har fået en overhaling, så alt i butikken vil fremstå spritnyt og gennemrenoveret, når man er i mål.

Det forventes at ske i midten af marts måned. 

Stort set alt, hvad der har kunnet laves på frivillig basis, er blevet udført af frivillige.

- Opbakningen er enorm, både fra Skelund og Veddum, og man kan mærke, at folk glæder sig til at få en butik igen, ikke bare for at have indkøbsmuligheder i nærheden.

- For Veddum handler det også om, at man i den grad mangler et omdrejningspunkt. I Skelund vil man også gerne have en butik, men det er ikke så påtrængende. De har Skelund Midtpunkt, den tidligere skole, hvor der nu er lægehus, psykolog og Søstrene Kronbo med deres pakkeshop, hvor folk jævnligt render på hinanden. I Veddum er der kun forsamlingshuset, og det er altså ikke det samme, siger Bente Sand.

Billede beskrivelse

Bekymrede borgere

Den nye dagligvarebutik bliver i øvrigt en del af Dagrofas butikskæde Let-Køb.

Endnu er der ingen købmand, der har meldt sig til at forpagte butikken - men Bente Sand er fortrøstningsfuld.

- Man kan godt mærke, at nogle af borgerne er bekymrede. Jeg er ikke, fordi Dagrofa hele tiden har sagt, at de altid finder en købmand, men det er måske også et udtryk for, at de er lidt utålmodige. Dét kan vi i hvert fald mærke, siger hun.

I alt godt en halv million kroner er investeret i butikken. 

585.000 kroner er indsamlet lokalt ved tegning af anparter og private donationer på 6000 kroner. 

Dertil kommer et statsligt tilskud fra Landdistriktspuljen for Borgerdrevne butikker på 600.000 kroner, et tilskud fra den lokale vindmøllepulje på 126.000 kroner, og endelig har Dagrofa stillet med 250.000 kroner i form af nyt inventar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste