Der er dobbelt-up på Susanne Nielsen
Når du går ind i hyggelige Butik Birit på Storegade 34 i Hadsund, er der en overvejende sandsynlighed for, at du bliver ekspederet af Susanne Nielsen.
Et lidt spøjst sammentræf betyder nemlig, at de to smilende og servicemindede kvinder du altid kan møde i butikken, hedder nøjagtigt det samme, nemlig Susanne Nielsen.
- Efter at være startet som julehjælp i 2017 blev Susanne Nielsen fastansat i butikken for fire år siden, fortæller… ja, Susanne Nielsen, der de sidste godt 15 år har været indehaver af Butik Birit – en butik med fokus på lækkert undertøj, badetøj, nattøj og børnetøj.
- Det har vi selvfølgelig haft meget sjov ud af i tidens løb, ikke mindst pr. telefon, hvor vi jo begge præsenterer os som Susanne Nielsen. Men forvekslingen bliver altid taget med et smil og godt humør af både kunder og leverandører, fortæller hun.
Mangler svenskere og nordmænd
Butik Birit kan i øvrigt melde om en rigtig god forsommer i butikken, mens juli måned var lidt mere stille.
- Maj og juni var rigtig gode, mens juli har været lidt mere stille end normalt, hvilket jeg vil tilskrive, at der har været knapt så mange nordmænd og svenskere i sommerhusene i højsæsonen i år. Det skyldes simpelthen at den lave kurs på den norske og svenske krone, har fået mange til at holde sig hjemme. Så dem har vi savnet lidt.
- Til gengæld har opbakningen fra de lokale igen været rigtig god. Man kan virkelig mærke, at efter butikkernes udfordring under corona, så har kunderne været fantastisk gode til at bakke op lokalt. Kunderne har virkelig fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at støtte de lokale butikker. Den ændring har været markant, og noget vi selvfølgelig er meget glade for, fortæller Susanne Nielsen, der også glæder sig over tre forrygende gode aktiviteter i Hadsund i løbet af foråret og sommeren.
Masser af mennesker til arrangementer
- Vi har haft Open By Night med en koncert, Toldfri Dage og senest US Cars igennem byen, hvor Hadsund til alle tre arrangementer har været stuvende fuld. Det er tre arrangementer, der virkelig har vist, hvad Hadsund også kan.
- Også her har den lokale opbakning været helt fantastisk, slutter ja, godt gættet… Susanne Nielsen.