Bunkerkort er det nye - i Hadsund er de med på trenden som de første
HADSUND: Et helt nyt kortspil er netop landet hos Bog og Idé i Hadsund.
De såkaldte bunkerkort er præcis, som navnet fortæller - kort med forskellige bunkere.
De er skabt af Regan Vest-brødrene Poul Holt Pedersen og Karsten Hvam Pederse, og de har allerede vakt stor interesse blandt historieentusiaster, koldkrigsnørder og helt almindelige familier, der er på jagt efter et hurtigt og underholdene kortspil.
- Vi udviklede kortspillet som en sjov gimmick, men anede ikke, at det ville blive så populært. Vi tror, det er blevet så succesfuldt, fordi man kan forstå reglerne på 10 sekunder og det er et spil for hele familien, fortæller brødrene.
I spillet dyster man om den højeste værdi – præcis som i de klassiske bilkortspil, brødrene selv voksede op med at spille på børneværelset i Øster Tørslev.
Lokal boghandler er med
Bog & Idé-kæden er kendt over hele Danmark for sit brede udvalg af bøger, spil, kontorartikler og gaveidéer – men også for de mange lokale butikker, hvor ejere og personale kender kunderne og byens puls.
Netop derfor er det ikke tilfældigt, at det er i Hadsund, bunkerkortspillet nu har ramt hylderne først.
I 2010 var det også butikken i Hadsund som var de første til at forhandle bogen ”Danmarks dybeste hemmelighed”, der er skrevet af de samme to brødre, om Regan Vest-anlægget ved Rold Skov.
Bogen er blevet Danmarks bedst sælgende fagbog, og i 2010 vidste ingen, at bogen senere ville være årsagen til at bunkeren åbnede som museum og nu også give inspiration til et kortspil.
Alle bunkere i spillet er beskrevet i brødrenes bog. Og selv om mange måske tror, at REGAN VEST-kortet automatisk slår alle de andre - mere end 30 bunkere - er det langt fra sikkert.
Andre bunkere kan nemlig overgå den på parametre som dybde, sikkerhedsfaktor, antal etager og kvadratmeter.
- Der er allerede trykt flere tusinde Bunkerkortspil, så mange kan få glæde af det, lyder det fra Poul og Karsten Pedersen.