Bedemand åbner en lille selvbetjeningsbutik
HOBRO: Du kender princippet fra de små boder, som står ved siden af vejen - du tager den vare, du vil have, og betaler med Mobilepay eller kontant i en pengekasse.
Bedemand Brian Bech, Mariagerfjord Begravelsesforretning i Hobro, har åbnet sådan en lille selvbetjeningsbutik i sine forretningslokaler på Randersvej 41.
Butikken har åbent døgnet rundt, året rundt.
- Jeg har set, hvordan det blomstrer op i andre byer. Det er lokale blomsterhandlere, der leverer, fortæller Brian Bech om sit nye tiltag.
I butikken har Brian Bech et udvalg af blomsterbuketter, grønne planter og urtepotteskjulere. Prisen står i bunden af varen eller på et lille skilt.
Bonusdøtre har hjulpet
Brian Bech har to voksne bonusdøtre, og det er dem, som har indrettet lokalet i fint afstemte naturfarver. En gammel kabeltromle og ølkasser i træ fra det lokale Bies Bryghus er hyggelige, rustikke indslag.
Butikken ligger godt ud til den trafikerede Randersvej, hvor der er mulighed for at parkere. Brian Bech tilbyder også at bringe buketter mv. ud, så vidt det er muligt.
For år tilbage var Brian Bech portør på Hobro Sygehus og arbejdede også i kapellet, hvor han lærte flere bedemænd at kende. I 2011 tog han selv en et-årig uddannelse gennem Danske Bedemænd.
Bedemandsforretningen, som ligger dør om dør med selvbetjeningsbutikken, fortsætter Brian Bech med at drive, som han altid har gjort. Han vil fortsat tage sig af alt, hvad der vedrører begravelse.