Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ann-Dorthe byder velkendt ansigt velkommen ombord

28. juni 2026 kl. 06.02

HOBRO: Der er travlt hos dametøjsbutikkerne Ann D og For You i Hobro, der derfor opruster på personalefronten, når de i starten af juli byder et nyt ansigt velkommen i butikken.

Det er 46-årige Louise Agerskov, der starter som salgsassistent, og hun er et velkendt ansigt blandt modebevidste kvinder i Hobro.

I perioden fra 2000 - 2017 var hun nemlig ansat i dametøjsbutikken Louise, hvor hun også blev udlært. Her arbejdede hun i en periode sammen med Ann-Dorthe Grønhøj, der senere valgte at få egne dametøjsbutikker i Hobro, hvor hun i dag står i spidsen for Ann D og For You.

Derfor var genforeningen oplagt, da Louise - efter nogle år i Aalborg - for nyligt flyttede tilbage til Hobro, samtidig med at Ann-Dorthe manglede en ekstra medarbejder til sine butikker.

- Vi har meget travlt, så det bliver dejligt og tiltrængt at få Louise med ombord. Man vil kunne møde hende i begge mine butikker, ligesom hun vil skulle arbejde med butikkens markedsføring via sociale medier. Hun bliver en god forstærkning af et i forvejen rigtigt stærkt team i begge mine butikker, fortæller Ann-Dorthe Grønhøj.

Glad for at være tilbage

Louise Agerskov starter formelt i sit nye job 1. juli, men holder dog lidt sommerferie, inden man vil kunne møde hende i butikkerne.

Hun glæder sig meget over at vende tilbage til branchen, Hobro og samarbejdet med Ann-Dorthe.

- Selvom det er nogle år siden, at vi arbejdede sammen, så havde vi en rigtig god kemi, og jeg kan huske, at det altid var både rart og sjovt at møde ind på arbejde sammen med Ann-Dorthe.

- Samtidig er jeg glad for at være tilbage i Hobro, hvor jeg ser meget frem til at starte og møde mine nye kolleger hos Ann-D og For You. Det er to butikker, der altid har været præget af kvalitet, service og ordentlighed, hvilket har givet en stor loyal kundeskare, som tiltrækker mange kunder - ikke kun fra Hobro, men også fra oplandet og nogle af storbyerne mod nord og syd. Det glæder jeg mig til at blive en del af, lyder det fra Louise Agerskov.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste