Amalie sætter fokus på Dior
5. maj sender hun live fra Matas-butik i Hobro
21-årige Amalie Andreasen har været elev hos Matas i Hobro siden august 2019 og er lige nu i gang med sin fagprøve, inden hun til sommer skal op til den afsluttende eksamen.
I fagprøven vil hun sætte ekstra fokus på mærket Dior i butikken i Hobro.
- Jeg har altid selv holdt meget af mærket Dior, der har en bred palet af lækre produkter til både damer og herrer. De har dufte, hudpleje og makeup – og så er kvaliteten super god.
- Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg skulle vælge et mærke til min fagprøve. Så fra 3. til 9. maj laver jeg en ekstra flot udstilling i butikken, der bliver udlevering af små vareprøver og andre sjove og anderledes aktiviteter indenfor de rammer og muligheder, der er med de gældende corona-restriktioner, fortæller Amalie Andreasen, og fortsætter:
- Under normale omstændigheder ville jeg have inviteret til en kundeaften med fokus på Diors produkter, men det bliver i stedet en livesending på Facebook. Den kommer til at foregå onsdag 5. maj, hvor man på forhånd kan komme ind i butikken og købe en goodie-bag. I livesendingen vil jeg så gennemgå og fortælle om de forskellige produkter.
Med fagprøven og den efterfølgende eksamen i midten af juni afslutter Amalie sine to år som elev hos Matas i Hobro, og hun skal nu på jagt efter drømmejobbet. Et job, der gerne må være i en Matas-butik.
- Ja, jeg vil gerne fortsætte i Matas, og de har heldigvis butikker mange steder. Jeg bor i dag i Randers, men har faktisk planer om at flytte til Aalborg, så det er nok først og fremmest der, at jeg kigger efter jobbet, slutter Amalie Andreasen.