Ægtepar holder flyttedag med alt til rengøring
HOBRO: Ægteparret Marianne og Johnni Kristensen flytter deres butik, MER Service, fra Fynsvej 8 til Sønder Ringvej 12 i Hobro.
De håber, de får større synlighed og flere private kunder, når de 1. november 2022 rykker ind i Jem og Fix' gamle lokaler ved siden af dagligvarebutikken Meny.
MER står for Måtteservice, Ejendomsservice og Rengøringsservice. De har erhvervskunder i et område fra Aarhus i syd til Aalborg i nord, og fra Farsø i vest til Øster Hurup i øst.
- Selv om vi i dag ligger over for Bymarkskolen, hvor der er en del trafik, er folk tankemæssigt et andet sted, når de skal hente børn, og er ikke lige opmærksomme på rengørings- og kontorartikler.
- Når vi fremover kommer til at ligge ved Meny, får folk nemmere ved lige at stikke næsen ind, når de alligevel holder og skal handle, forventer Johnni Kristensen.
Du kommer ind i den nye butik via vindfanget ved Meny, og derudover etableres der en ekstra indgang. MER Service vil råder over i alt 400 kvadratmeter til sin fysiske udstilling.
Der er også en webshop for både private og erhvervskunder.
Virksomheden blev grundlagt tilbage i 2003 under navnet Nordjysk Erhvervsrengøring. I 2010 udvidede ægteparret Kristensen med måtteservice og ejendomsservice. Butikken på Fynsvej åbnede de i 2017.
Da Plus Office lukkede i Hobro i 2018, mente MER Service, at der nu var plads i markedet til, at de også kunne tage kontorartikler ind og som sagt, så gjort.
Mens butikken som nævnt1. november holder flyttedag til Sønder Ringvej 12, er de øvrige aktiviteter med have- og måtteservice allerede rykket ind på Smedevej 14 i Hobro.