20-årig butikschef glæder sig: Efter startvanskeligheder er butikken endelig helt på plads
HOBRO: Tilbage midt i august overtog Peter Andreas Fog bolig- og livstilsbutikken 'Bolig Trend' på Adelgade 26 i Hobro.
De første måneder har dog budt på lidt udfordringer – både en ombygning af butikken og med at finde det rigtige personale. Men nu er ombygningen omsider helt færdig og teamet helt på plads.
Teamet er Birthe Møller Nielsen, Janni Engberg, Maria L. Nielsen og Vivi Kjærsgaard Nielsen – sidstnævnte er den nyeste og sidste vigtige brik.
Hun starter nemlig som butikschef den 1. december. Hun er 20 år, og kommer fra en stilling hos Kop & Kande i Aars.
- Jeg synes, at det lød som en meget spændende udfordring at være med til at få butikken her i Hobro til at blomstre, og jeg har en rigtig god følelse. Butikken har haft lidt startvanskeligheder, men nu kan vi kigge fremad, og det glæder vi os alle sammen rigtigt meget til, lyder det fra Vivi Kjærsgaard Nielsen.
Mere isenkram
Bolig Trend var inden overtagelsen af Peter Andreas Fog, der ikke selv står i butikken, ejet af Lis Bilde, indehaver af Gardin Lis med hovedsæde i Randers. Netop gardiner er ikke længere i forretningen i Hobro.
- Nej, vi har ikke længere en gardinafdeling, men har i stedet fået udvidet vores afdeling med isenkram væsentligt. Her har vi virkelig fået mange nye spændende varer på hylderne. Samtidig har vi også stadig en afdeling med puder, dyner og andre tekstiler, fortæller Vivi Kjærsgaard Nielsen, der også nævner, at butikken fremover vil være meget mere aktiv på blandt andet sociale medier og med anderledes og sjove tiltag i butikken.
- I december måned vil vi eksempelvis lave nogle forskellige, hyggelige tiltag, blandt andet nogle sjove julekonkurrencer i butikken, så kig endelig ind til os, både for at blive juleinspireret, hilse på det nye team og se hvor flot butikken er blevet, opfordrer hun.