Billede beskrivelse

Sent mål kostede Hobro vigtig sejr

Hobro var på vej mod en vital sejr i slutspilsjagt, men sen udligning sørgede for status quo

13. februar 2021 kl. 16.50
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15.34

FODBOLD: Mikkel Mejlstrup Pedersens føringsmål bragte Hobro på kurs mod en vigtig sejr, men himmerlændingene måtte alligevel nøjes med 1-1 i lørdagens forårspremiere i 1. division på udebane mod HB Køge.

Dermed ligger de to hold stadig side om side i kampen om en plads i det slutspil, som de seks bedste hold får adgang til. Hobro har sjettepladsen i kraft af en bedre målscore med fem spillerunder tilbage.

HB Køge - Hobro IK 1-1 (0-0)

Mål: 0-1 Mikkel Mejlstrup Pedersen (65. minut), 1-1 Lasse Petry (83. minut)

Advarsler: Lasse Petry, HB Køge (24. minut), Pål Alexander Kirkevold, Hobro (26. minut), Christian Cappis, Hobro (75. minut)

Hobros opstilling (4-4-2): Adrian Kappenberger - Jesper Bøge, Hugo Andersson, Anton Skipper, Mathias Haarup - Danny Amankwaa (Amel Mujanic, 56. minut), Mikkel Mejlstrup Pedersen, Christian Cappis, Don Deedson (Alexander Baun, 88. minut) - Imed Louati, Pål Alexander Kirkevold

Tilbagevendte Pål Alexander Kirkevold fik en hovedstødsmulighed allerede i kampens første minut, men nordmanden fik ikke ordentligt træf på bolden, og derfra var der langt mellem de store chancer.

HB Køges Mathias Høst var nærgående ad et par omgange, mens Hobros bedste bud på en god mulighed var en omstilling, som Danny Amankwaa dog formøblede ved at træde i bolden.

Det blev ikke meget mere begivenhedsrigt fra begyndelsen af anden halvleg, men efter 20 minutters spil lykkedes det alligevel Hobro at få hul på bylden.

Christian Cappis fandt Mikkel Mejlstrup Pedersen med en god aflevering frem i banen, og så tog dagens Hobro-anfører sagen i egen hånd. En skudfinte gav frit spark midt i feltet, og derfra bankede han sikkert bolden op i nettaget.

Men syv minutter før tid fik HB Køge igen bragt balance i regnskabet. En lang fremlægning ramte Lasse Petry i nakken, men heldet var med midtbanespilleren, så bolden blev lagt perfekt til rette for ham, hvorefter han kunne sende den ind bag en chanceløs Adrian Kappenberger i Hobro-målet.

I slutfasen var HB Køge også klart tættest på sejren, men Hobro fik trods alt det ene point med hjem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste