Se billederne: Hobro faldt helt sammen mod tophold
Sæsonens første sejr lader stadig vente på sig
FODBOLD: Hobro IK er fortsat uden sejr i denne sæsons Nordicbet Liga, efter at lørdag blev til et 1-4-nederlag på hjemmebane til Lyngby.
Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen.
Dermed har sæsonens første fire kampe bare givet to point, mens lørdagens modstandere ligesom Helsingør har maksimumpoint i toppen af rækken.
Hobro kom bedst fra start, da Emil Søgaard efter godt et kvarters spil bragte hjemmeholdet foran.
Et indlæg fra Mathias Haarup landede hos Danny Amankwaa, der efter et par træk fik sendt bolden tæt ind under mål, hvor Emil Søgaard kunne prikke den det sidste stykke over stregen og fejre sin første scoring i Hobro-trøjen.
Efter en halv times spil kom gæsterne dog på omgangshøjde efter en stor fejl fra Adrian Kappenberger. Hobro-målmanden skulle bare gribe et helt ufarligt hovedstød, men i stedet tabte han bolden ned for fødderne af Marcel Rømer, der nemt kunne pakke den store gave op.
I det 33. minut blev Hobro i stedet snydt af kampens dommer Chris Johansen, da Oliver Klitten blev nedlagt i straffesparksfeltet. Det lignede et klokkeklart straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs.
To minutter senere fortsatte modgangen så, da Lyngby også tog føringen. Den tidligere AaB'er Rasmus Thellufsen lagde bolden til rette for Magnus Kaastrup, der med venstrefoden bankede bolden over i det modsatte målhjørne, så Adrian Kappenberger denne gang var helt chanceløs.
Lyngby fik også anden halvlegs første gode mulighed, da Adam Sørensen slap af sted i venstre side. Han lagde bolden bagud til Rasmus Thellufsen, der dog sendte den forholdsvis gode skudchance forbi mål.
Efter en times spil var Lyngby farlige igen. Denne gang var Rasmus Thellufsen i oplæggerens rolle i højre side, mens Magnus Westergaard på midten hamrede endnu en god mulighed over mål.
Mens Hobro i første halvleg med rette kunne føle sig snydt af kampens dommer, var heldet til gengæld med hjemmeholdet 20 minutter efter pausen, hvor Don Deedson var heldig med at slippe for sit andet gule kort efter et klar frispark.
Hobro slap med skrækken, og træner Martin Thomsen reagerede forståeligt nok få minutter senere ved at pille haitianeren ud.
Hobro var i anden halvleg alligevel aldrig rigtig tæt på point. Hjemmeholdet havde meget svært ved at få spillet til at hænge sammen. Mest symbolsk for Hobros dårlige anden halvleg var det, da wingbacken Mathias Haarup trods Martin Thomsens direktiver åbenlyst undlod at tage et returløb, da Lyngby slog kontra.
I kampens tillægstid cementerede Lyngby så sejren, da Magnus Kaastrup sparkede en returbold i nettet og gjorde sig selv til dobbelt målscorer, og siden var opløsningen total, da Petur Knudsen gjorde det til 4-1.
Næste opgave for Hobro er onsdag i et nordjysk lokalopgør på udebane mod Jammerbugt.