Billede beskrivelse

Sat tilbage i kampen for oprykningsspil: Her kom Hobro til kort

Hobro mangler fortsat at få en række markante offensivspillere i sving for at kunne tippe de tætte kampe over på nordjysk side

20. februar 2021 kl. 18.00

FODBOLD: Hobro har langt fra haft den start på året, som man kunne drømme om i den nordjyske fjordby. De to første opgør var nemlig de direkte konkurrenter om en plads i oprykningsspillet.

Se også
Hobro taber vigtigt skridt mod oprykningsspil

Lørdag vandt FC Helsingør en tæt kamp i Hobro, mens nordjyderne smed føringen i årets første 1. divisionskamp. Dermed er det ved at være sidste udkald for cheftræner Peter Sørensens mandskab, der har fire point op til sjettepladsen med fire grundspilskampe tilbage.

- Vi har et hårdt program. Det vidste vi godt. Vi spiller lige kampe mod Køge og Helsingør. Vi kunne i princippet havde vundet i Køge, og det kunne vi også denne gang. Men der er mange i spil om et par pladser. Vi kan konstatere, at det bliver tæt, siger han.

Dermed har lejesvenden Anton Skipper fra Brøndby fortsat til gode at opleve sejrens sødme i Hobro-trøjen. Han er startet inde i forsvarskæden i begge årets 1. divisionskampe.

Billede beskrivelse

- Vi er her for at vinde fodboldkampe, og jeg skal helst bidrage til det. Vi har ikke vundet endnu, og det er lidt bittert. Alle kampe betyder noget, når ligaen er så tæt, og man spiller om, hvorvidt man skal i den øverste eller nederste halvdel resten af sæson. Så vi skal arbejde på at forbedre os nu, siger den 20-årige midtstopper.

Udtrykket i opgøret mod FC Helsingør var præget af, at Hobros sidste tredjedel i perioder ikke forvaltede boldene ret godt. Alt imens spillede nordsjællænderne i høj grad på omstillinger.

- Det er nemt for en træner at sige, at spillerne præsterer for dårligt. Men det er mit ansvar, at tingene er, som de skal være. Jeg konstaterer, at vi har få skader. Der er en del af de spillere, der var skadet i efteråret, som ikke er skadet nu, siger Peter Sørensen.

Pål Alexander Kirkevold, Ihmed Louati og Don Deedson er alle tilbage fra længerevarende skader, mens Mads Hvilsom for en uge siden blev far til sit andet barn. Dermed kunne der sagtens mangle et par procenter hos de offensive profiler, mener træneren.

- Jeg tror ikke på, at spillerne ikke gør deres bedste. Men jeg vælger at sige, at selvom man er klar og tilgængelig, er man ikke nødvendigvis i den stand, som man har set tidligere, når man har været ude i et halvt år. Det er jo en sandhed, at Deedson, Pål og Ihmed har været ude i et halvt års tid. Det er nok urimeligt at forvente, at de ligner deres gamle versioner efter den tid. Derfor er jeg forsigtig med min kritik, der peger væk fra mig selv, siger han.

- Mads har haft en hård uge, og det er måske en forklaring på, at han ikke er lige så involveret og farlig, som vi er vant til. Jeg tænker, at det er forklaringer. Så kan du synes, at det er bortklaringer, men jeg synes, at det er plausible forklaringer, som jeg - her 10 minutter efter slutfløjt - hæfter mig ved i skuffelse, tilføjer Peter Sørensen.

Nu har Hobro fire kampe tilbage i grundspillet. Her møder de Fremad Amager, FC Fredericia, Silkeborg og Esbjerg fB, der alle ligger i den bedste halvdel af 1. division.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste