Billede beskrivelse

Så fik Kim og konen lov til det, de drømmer om

Nu er seks boliger klar til gæster, der kan indtage deres morgenmad på det kendte værtshus

24. februar 2023 kl. 08.06
Opdateret 16. august 2024 kl. 10.52

MARIAGER: Alt godt er værd at vente på. 

Sådan er det også hos Mariagers kendte værtshus A'Porta, hvor ejerne efter lidt over et halvt års ventetid har fået endelig tilladelse til at udvide med en afdeling for Bed & Breakfast i to etager.

Det kunne man selv se fredag eftermiddag, hvor der var åbent hus i nyskabelsen på adressen Kirkegyden 1.

Her har ejerparret Kim Christiansen og Pia Adelsteen længe haft alt stående klar til, at de første lejere kunne sætte kufferten, og de havde bestemt ikke regnet med, at der skulle 27 ugers sagsbehandling til, inden de kunne  byde velkommen indenfor.

Faktisk annoncerede de på A'Portas hjemmeside med, at man kunne leje sig ind fra sidste efterår. Men de blev klogere.

- Det har været træls at gå og vente på, når vi længe har været klar. Men nu er det hele på plads, og så ser vi fremad, siger Kim Christiansen, inden forberedelserne til dagens reception går i gang.

Kritisk syn

Helt præcis er det seks værelser, der er tale om, beliggende et halvt minuts gang fra det kendte værtshus i Mariagers centrum. Og det er et enkelt forhold omkring værelserne ovenpå i bygningen, der har fået projektet til at trække ud.

Som huset nu er indrettet kræver loven en brandtrappe, og når den skal være udvendig bliver der kigget ekstra kritisk på den, når den skal stå i et gammelt ikonisk kvarter. Også selv om huset, som trappen skal hænge på, ikke er meget mere end 50 år gammelt.

"Fonden til bevarelse af gamle bygninger i Mariager" gjorde indsigelse mod trappen med henvisning til, at den vil ændre bygningens og gydens indtryk. I stedet burde den laves indendøre, foreslår fonden.

Det kan dog i praksis ikke lade sig gøre, har Kim Christiansen og Pia Adelsteen svaret. I hvert fald ikke uden at ødelægge den forretning, som trods alt skal være grundlaget for stedet som Bed & Breakfast.

Hos Mariagerfjord Kommune er man kommet til den konklusion, at brandtrappen ikke kan sidde meget anderledes end beskrevet i parrets ansøgning. Ligeledes har man ikke haft noget at indvende mod dens udformning, der er i sortmalet træ og dermed passer til husets øvrige træværk. Og så er det sådan set bare at komme i gang med udlejningen.

I første omgang gælder det værelserne i stueetagen, mens dem ovenpå må vente på at brandtrappen er klar. 

- Vi har allerede lejet nogle af værelserne ud til sommer, når Mariager plejer at få mange gæster. Så det var godt at få tilladelsen. Nu får vi så også sat brandtrappen op, når forholdene tillader det, siger Kim Christiansen

Pia Adelsteen og Kim Christiansen har længe været et kendt makkerpar. Ikke bare i restauranten, men også i Folketinget og byråd, hvor de har været valgt ind for Dansk Folkeparti i en årrække. 

Se også
Trafik-Kim: - De næste 30 år skal heller ikke være kedelige
Se også
Omstridt DF-par lukker telefonen: - Jeg føler mig sgu slidt nu
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste