Røgalarm vækkede beboere, da der gik ild i hulmursisolering
Utæt røgrør ved en brændeovn kan være årsag til mindre brand
ARDEN: En røgalarm blev igen afgørende for, at en brand ikke udviklede sig alvorligt, da der opstod ild i en villa på Thoruphedevej vest for Arden.
Villaens beboere sov nemlig længe lørdag morgen, da de pludselig blev vækket af røgalarmen.
- Parret, der bor i villaen, vågnede ved røgalarmens hylen, og de kunne mærke røglugt i stuen. Derfor alarmerede de os, fortæller Allan Frisk, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Alarmen fra Arden til Nordjyllands Beredskab lød klokken 08.45.
- Det var formentlig et utæt røgrør fra en brændeovn, hvor der er sprunget en gnist ind i noget papiruld, der er brugt som hulmursisolering. Det har så udviklet noget røg, som er drevet ind i stuen og derved har aktiveret røgalarmen, forklarer indsatslederen.
Beredskabet borede fire små huller i væggen og smed vi noget vand ind i hulmuren for at slukke ilden i papirulden, og så var det sådan set det, siger Allan Frisk, der dog glæder sig over, at røgalarmen fik vækket villaens beboere, så det ikke gik værre ved branden.
- Endnu engang har en røgalarm vist sit værd, konstaterer indsatslederen.
Beredskabet kunne ret hurtigt forlade villaen ved Arden igen.