Røg fra Rockwool: Brandfolk i timelang indsats

Varmeudvikling i filtre på isoleringsfabrik ved Hobro

28. november 2021 kl. 14.11

ØSTER DOENSE: Brandfolk fra Nordjyllands Beredskab har søndag været til stede i flere timer ved Rockwools bygninger på Rockwoolvej i Øster Doense, hvor der produceres isolering af stenuld.

Kl. 9.21 indløb der alarm til 112 om, at der var ild i et såkaldt industrifilter, og brandfolk fra stationen i Arden var hurtigt fremme ved fabrikken.

Filtrene sidder i et lukket system med mange lemme.

- Og alle dem, vi kunne lukke op, har vi åbnet og spulet alt det, vi kunne, ind i de rum, forklarer indsatsleder Palle Olsen fra Nordjyllands Beredskab.

Han oplyser, at indsatsen koncentrerede sig om et såkaldt filtertårn.

- Det havde ikke bredt sig yderligere, oplyser han.

Kort efter kl. 13.30 vurderede han, at situationen var så meget under kontrol, at beredskabet kunne forlade stedet efter fire timers arbejde.

- Rockwool har selv nogle folk, der går brandvagt derude. Hvis de oplever, at det blusser op, eller der er temperaturstigning, så er der ikke andet for, end at vi må køre en tur derud igen, siger Palle Olsen.

Se også
Eksklusivt Skagen-sommerhus brudt i brand
Se også
Tre personer fik ilt efter brand i udestue
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste