Billede beskrivelse

Rekorddeltagelse i Hobro skiklub

22. februar 2024 kl. 11.01

Hobro skiklub har i uge 7 været på den årlige familietur til Bramberg i Østrig med ikke mindre end 139 deltagere, hvilket var det højeste antal deltagere nogensinde. Der var deltagere med i alderen 3-82 år lige fra helt nybegynder til meget erfarne skiløbere.

Alle børn undervises 4 formiddage af klubbens egne dygtige instruktører på små hold, hvor undervisningen tilrettelægges efter præcis deres niveau. Også de voksne havde mulighed for undervisning med klubbens dygtige instruktører og for de voksne, der ikke var til undervisning, var der arrangeret fælles pistevisning i området med plads til en øl eller kakao undervejs.

Og selvom skiløbet er hovedomdrejningspunktet for klubturen, fylder hyggen og samværet mindst lige så meget. Der var bl.a. arrangeret tøndeslagning til fastelavn med kåring af kattekonge og kattedronning, onsdag var der fælles kælketur på verdens længste oplyste kælkebane og efterfølgende var der hyggeligt samvær til ”after-kælk” med snacks og drikkevarer til både store og små, en aften med fællessang blev det også til og derudover bød hotellet på mulighed for en tur i poolen med nye venner, et spil bordtennis, krea-aktiviteter eller nogle satte sig sammen omkring et af de mange brætspil, der var medbragt hjemmefra.

En succesfuld tur med glade deltagere i en skiklub med plads til alle og hvor der vinteren igennem er flere klubture og skitræning. Resten af året byder på sociale og idrætslige aktiviteter i klubben indtil sneen igen kalder og mon næste år byder på endnu en deltager-rekord på familieturen til Bramberg?

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste