Presset forening får hjælp fra lokal fond
ØSTER HURUP: En rundhåndet donation fra Sparekassen Danmark Fondens jubilæumspulje på 19.097 kroner lander på et tørt sted hos Øster Hurup Lokalhistoriske Forening og Arkiv, der er lidt under økonomisk pres eller i hvert fald snart kommer det.
Pengene går for 10.000 kroners vedkommende til udgivelsen af bogen ”Fortællinger fra Hurup", der efter planen kommer ud i løbet af næste år. Det er den ottende udgave af bogen, der rummer fortællinger fra borgere i lokalområdet. De foregående syv har foreningen selv finansieret, men denne udgave går altså i trykken for penge fra donationen.
De resterende 9097 kroner skal gå til en projektor med tilhørende computer og grej til at digitalisere de mange VHS-bånd, som foreningen råder over, og som føjer yderligere til fortællingen om Øster Hurup.
- Vi har i høj grad brug for projektoren til vores foredrag og kurser, som vi tager ud og holder. Vores kurser om tilblivelsen af Novo Nordisk, der som bekendt er grundlagt af to brødre fra Øster Hurup, er uhyre populære, og det samme gælder historien om havnen, og vi holder også en del foredrag, hvor projektoren kommer os til hjælp, fortæller formanden for Øster Hurup Lokalhistoriske Forening, Lars Sølgaard.
Han er selv med i den håndfuld ildsjæle, der løbende er beskæftiget med at holde lokalhistorien i live og ikke mindst udbrede den. Bøgerne indeholder interviews, der primært optages på bånd af ham selv, Helle Schiønning og Lars Houmøller, og som efterfølgende transkriberes til tekst.
Foreningen har også udgivet bogen "Englandskrigene i Himmerland", og to gange om året bladet udkommer hæftet "Gammelt nyt", der sendes til foreningens medlemmer gratis eller sælges i arkivet. I alt er cirka 330 husstande medlemmer, som betaler 100 kroner om året i kontingent.
Foreningen svæver lige nu i uvished om, hvor arkivet skal være i fremtiden. For nuværende har man til huse i bygningen på Havnen 2 i Øster Hurup, som også er hjemsted for foreningen Malerklatten, og som indtil for nylig rummede turistbureauet. Sidstnævnte er på vej til at lukke, og ejeren af ejendommen, Mariagerfjord Kommune, ønsker at sælge den.
- Og så ved vi ikke rigtig, hvor vi står. Hvis vi skal ud at leje os ind, kommer det til at koste dyrt, så vi er lidt usikre på vores økonomi. Derfor er donationen ekstra kærkommen, siger Lars Sølgaard.