Orkestermusik og fællessang i Biecentret
Randers Kammerorkester gæster Hobro 27. maj
HOBRO: I forbindelse med korfestivalen i Mariagerfjord kommune, har Biecentret fået mulighed for at invitere til koncert med Randers Kammerorkester.
Det sker søndag 27. maj under temaet "Den Danske Sang".
Sammen med tidligere højskoleforstander Ole Skov Thomassen og Sct. Mortens Højskoleforening har Randers Kammerorkester sammensat et program, hvor fællessangen veksler med musik af bl.a. Carl Nielsen.
Ole Skov Thomassen kæder musikken og sangene sammen og fortæller historierne om de enkelte sange.
Randers Kammerorkester spiller foruden tre værker af Carl Nielsen også W. A. Mozarts "Ouverture til Teaterdirektøren".