Billede beskrivelse

Ny asfalt på E45: Her skal du ud på en lille omvej

Arbejdet vil hovedsageligt foregå i aften- og nattetimerne

18. april 2023 kl. 08.00
Opdateret kl. 19.36

NORDJYLLAND: Fra søndag 23. april og cirka to uger frem skal bilisterne på E45 i sydgående retning forberede sig på at skulle ud på en lille omvej, hvis de skal længere ned igennem Jylland end Handest.

Vejdirektoratet går nemlig i gang med at udskifte asfalten på en fem kilometer lang strækning mellem rampeanlæg 37 Handest og rampeanlæg 38 Purhus.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Arbejdet vil foregå i aften- og nattetimerne fra klokken 18 til klokken 06 i hverdagene. I tilfælde af dårligt vejr kan det dog blive nødvendigt også at arbejde i weekenderne.

For bilisterne på E45 betyder det, at trafikken i det tidsrum vil blive afviklet med omkørsel ad rute 180, Randersvej/Hovedvejen. I dagtimerne vil motorvejsstrækningen være åben for trafik, men det bliver med nedsat hastighed.

Vejdirektoratets entreprenør starter med at fræse den gamle belægning i 10 centimeters tykkelse af, inden der etableres nyt bærelag og oven på det nyt slidlag. Resultatet bliver ifølge Vejdirektoratet en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Vejarbejdet medfører også, at rasteplads Glenshøj V vil være afspærret hele døgnet frem til 4. maj. Herefter vil den være åben i dagtimerne.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre, og opfordrer bilisterne til at holde sig opdateret på den aktuelle vejsituation via online trafikkort.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste