Nu skal der styr på parkeringen: Masser af nye pladser ved Hadsund Havn
Havneareal får næsten 90 offentlige holdepladser
HADSUND: Nu skal der styr på parkeringen på Hadsund Havn. Mariagerfjord Kommune smider et par millioner kroner i at få asfalteret og slå streger, så bilisterne tydeligt kan se, hvor de må parkere deres køretøjer.
Og der er udsigt til ekstra mange pladser, fordi man i samarbejde med en privat lodsejere vil anlægge 16-18 pladser med offentlig adgang ved Storegade. Dertil kommer i alt 70 offentlige pladser, inklusiv handicappladser.
Planen er at anlægge 31 pladser ved Havnevej i området ved Timberman, 29 pladser langs Havnevej nord for Restaurant Davinci og 10 pladser lang Brogade.
Dertil kommer så de 16-18 pladser ved Storegade bag værtshuset Jagtstuen.
Der er i dag allerede nogle afmærkede parkeringspladser, men ellers har bilisterne parkeret, hvor de kunne finde et frirum.
Et enigt teknik- og miljøudvalg i Mariagerfjord Kommune har godkendt planen, men byrådet skal give endeligt grønt lys, inden arbejdet kan sættes i gang.
Mariagerfjord Kommune forsøger fortsat at sælge byggearealer på havnegrunden. To byggefelter på til sammen 5600 kvadratmeter er sat til en mindstepris på 10,9 millioner kroner.