Natur, farver og fantasi udfolder sig i Mariager
MARIAGER: Kunstboxen i Mariager har den store glæde at kunne præsentere tre dygtige gæstekunstnere ved ferniseringen af den nye udstilling "Kuldens Varme Farver" den 7. februar 2026 kl. 11-13.
Der bydes på friskbrygget kaffe og te samt et glas vin, og alle er velkomne.
De nye kunstnere
Den første kunster der vil udstille sine værker er Anita Staunsbjerg Hansen.
- Jeg elsker farver, og maleprocessen sætter hele følelsesregisteret i spil og giver mig energi, fortæller Anita.
- Jeg maler udelukkende abstrakt og fuldstændig intuitivt, og mit kunstneriske udtryk er med tiden blevet mere og mere ekspressivt. Mine billeder opstår gennem leg med farver på lærredet, og undervejs i processen begynder jeg at finde vej. Derfor har hvert billede sin egen historie og sit eget udtryk og afspejler i høj grad mine stemninger undervejs i arbejdet, tilføjer hun.
Hos Anita er der typisk knald på farverne. Hun arbejder primært på lærred med akrylmaling, men mange andre materialer finder også ofte vej til hendes værker.
Den anden kunstner er Hanne Midtgaard.
Hanne Midtgaard er en naturinspireret kunstner, der finder sin ro og inspiration i blomster, naturens rytme og stille øjeblikke af fordybelse.
Hun arbejder ud fra en dyb kærlighed til miljøet og de små, levende detaljer – bier, sommerfugle og vilde blomster.
Hun tror på, at der, hvor vi retter vores blik, spirer livet – og hendes værker søger derfor at fremhæve naturens skønhed og den stille balance, vi alle er en del af.
Med baggrund i billedkunst, psykologi og kunsthistorie skaber hun kunst, der forener følelse og refleksion og inviterer beskueren til at genfinde forbindelsen til naturens poesi.
Tredje kunster er Vera Roed.
- Jeg maler hovedsageligt med olie, akryl og akvarelfarver og bliver inspireret af naturen – både hjemme og på rejser. Jeg maler både ud fra fri fantasi, men også helt konkrete ting fra hverdagen. At skabe et billede er en fantasifuld proces, hvor farverne og lyset spiller en vigtig rolle for de enkelte motiver, fortæller Vera.
- Jeg plejer at deltage i et eller flere malerkurser og udstiller forskellige steder hvert år. Både udstillinger og kurser giver inspiration og glæde over livets facetter, og jeg håber naturligvis også, at den enkelte beskuer vil få dette indtryk af mine motiver, afslutter hun.
Kunst og fordybelse i hjertet af Mariager
Mariager skaber de perfekte rammer for at tage sig tid og lade sjælen følge med. Her kan man i ro og mag fordybe sig i gamle huse, natur og kunst.
I Kunstboxen møder man en verden af kreativitet og ildsjæle, der arbejder med maleri, akvarel, glas, læder, skulpturer, vævning, smykker og meget mere.
Udstillingen åbner op for en smuk kunstoplevelse og giver besøgende mulighed for at finde unikke gaver. Mangler du en julegave, kunst til væggene eller anden udsmykning, findes et flot udvalg fra i alt 15 kunstnere.
Udstillingen vises frem til 1. marts 2026.
Åbningstider: torsdag og fredag kl. 13-17, lørdag og søndag kl. 10-13.