Billede beskrivelse

Camilla og Søren stortrives med Teater Caféen: Sammen har de et håb

01. april 2026 kl. 06.02

HOBRO: Det er efterhånden godt to år siden, at Camilla og Søren Leth Holmer overtog forpagtningen af Teater Caféen på Store Torv i Hobro. 

Parret har stadig masser af højt humør, lyst og gå-på-mod – også selvom de fortsat kæmper lidt med stedets historik. 

Derfor har de et håb.

Inden Camilla og Søren overtog Teater Caféen havde stedet i årene forinden haft flere forskellige forpagtere, der af forskellige årsager ikke kunne få tingene til at lykkes. 

Den præmis kendte parret til, men det har alligevel overrasket dem, at historikken stadig spøger her to år efter.

- Vi oplever stadig kunder, der måske er lidt tøvende med at booke selskaber langt ud i fremtiden. Simpelthen fordi, at de er bange for om vi eksisterer til den tid. Det synes vi naturligvis er ærgerligt, fortæller Camilla Leth Holmer.

- Når det er sagt, så har vi kun oplevet en stødt stigende kurve, siden vi startede. Vi har flere og flere selskaber - både til mindekomsammener, firmakomsammener og private fester - ligesom flere og flere kommer og spiser i vores café. Vi mærker en god opbakning og er begge glade for, at vi tog beslutningen om at sparke nyt liv i Teater Caféen.

- Men vi håber virkelig, at vi ved indgangen til vores tredje år i spidsen for stedet, er ved at have bevist at vi ikke er en døgnflue. Vi har fået støbt et solidt fundament, så man roligt både kan besøge os og booke selskaber ud i fremtiden, tilføjer hun.

Nyt menukort

I caféen bliver menukortet i øvrigt ændret pr. 1. april – her har Camilla og Søren lyttet til ønsker og tilbagemeldinger fra gæsterne.

- Vi har hidtil haft et klassisk cafékort med fokus på sandwich, salater, paninis og burgere, men med det nye menukort lancerer vi flere varme retter, herunder en meget ønsket schnitzel og et par andre danske klassikere. På den måde går vi lidt fra at være café til at være en restaurant, fortæller Camilla Leth Holmer.

Påsken markerer i øvrigt også åbningen af Teater Caféens store, stemningsfulde udendørsterrasse. 

Du finder Teater Caféen på adressen Theatertorvet 1 i Hobro. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste