Billede beskrivelse

Ny frivilliggruppe har sat sit første markante aftryk

31. marts 2026 kl. 19.00

HOBRO: For nogle uger siden fortalte vi i disse spalter om dannelsen af gruppen ”Hobros frivillige hænder”, der vil yde en frivillig indsats, hvor der er behov for det. Til glæde for Hobro.

I den forgangne weekend havde gruppen sin første opgave, nemlig at byde påsken velkommen til Hobro. Det har de gjort ved at lave ikke mindre end 40 kreative og forskellige påskeæg, som de har hængt i træerne ved busstationen.

Billede beskrivelse

- Vi mødte ind fredag formiddag i den gamle vinhandel på Østergade. Her startede vi med kaffebord og planlægning, inden vi gik i gang og arbejdede både fredag og lørdag med projektet, fortæller Ketty Marie Nielsen, der sammen med Grete Fogh Nielsen er initiativtager til Hobros frivillige hænder.

Har ikke en krone

Gruppen har masser af erfaring med at arbejde med naturens materialer fra sidste år, hvor en del af gruppens medlemmer ydede en stor indsats i forbindelse med tilblivelsen af Midgårdsormen. Mens de således har erfaring, står det anderledes til med finanserne.

Billede beskrivelse

- Vi har ikke en krone, så vi skulle først og fremmest finde noget gratis materiale, som vi kunne lave påskeæggene af, fortæller Ketty Marie Nielsen.

- Derfor gik turen ud i det blå for at finde materialer. Alle var meget engagerede, opfindsomme og arbejdsomme.

- Det blomstrede også allerede med mange nye ideer til, hvad vi skal lave fremover, og hvad vi skal lave næste år til påske, hvor vi har bedre tid til planlægning og forhåbentlig flere penge, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

Ved frokosttid lørdag havde gruppen 40 meget forskellige påskeæg. Det var en fri opgave, hvorfor resultatet afspejlede kreativiteten hos den enkelte kreatør.

Rema 1000 Hobro havde de to dage sponsoreret morgenmad og frokost til de frivillige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste