Billede beskrivelse

Stort anlægsprojekt i Hadsund varer året ud

31. marts 2026 kl. 06.03

HADSUND: Trafikanter må p.t. køre omveje i den østlige del af Hadsund, og det vil de komme til igen i løbet af det kommende lille års tid. 

Til gengæld for generne vil beboerne i de lavtliggende områder ned mod fjorden kunne se frem til, at deres kældre ikke længere risikerer at stå under vand.

Lige nu er Alsvej afspærret mellem rundkørslerne ved skolen og ved industrikvarteret.

Det igangværende arbejde handler om at separatkloakere, så spildevand ikke længere blandes sammen med regnvand. 

Desuden etableres der en ny regnvandspumpe, og dermed reduceres belastningen på ledningsnettet.

- Vi har igennem de senere år fået flere og flere henvendelser fra borgere, der under voldsomme regnskyl oplever oversvømmelser i deres kældre som følge af opstuvning af vand. Vi kan se frem til endnu større regnmængder i de kommende år, så det bliver mere og mere påtrængende at gribe ind, forklarer Jan Laursen, der er afdelingsleder i Ren Forsyning Mariagerfjord.

Mens vejen er gravet op under kloakeringsarbejdet, udskifter Hadsund Fjernvarme deres varmerør.

- Det er hovedsageligt for at give plads til den ekstra kloakledning, men Hadsund Fjernvarme benytter også muligheden til at rydde op i nogle af deres gamle installationer, fortæller Jan Laursen.

Logistik og praktik

P.t. foregår omkørsel på denne måde: Fra øst kører man via Østergade og Jernbanegade eller via Kjeld H. Jensens Vej, hvis man skal til hallen eller skolen.

Fra vest kører man ad Jernbanegade og Østergade.

Sådan er forholdene frem til 10. april. 

Så begynder næste etape med omlægning af fjernvarmeledninger og separatkloakering på Rolighedsvej, der spærres af for gennemkørsel, mens arbejdet står på. 

Gående har adgang til husene på vejen, ligesom udrykningskøretøjer og beredskab altid vil kunne passere. 

Cyklisterne er henvist til en omkørsel, fordi den sydlige cykelsti og tunnelen under Alsvej spærres i forbindelse med arbejdet.

I juni fortsætter man med Tykkenkærvej og senere på året venter Jernbanegade. 

I projektet indgår desuden en omlægning af fortovene på begge sider af Jernbanegade og den nordlige del af Rolighedsvej, mens enkelte kantsten og fliser rettes op eller udskiftes på Tykkenkærvej og den sydlige del af Rolighedsvej.

Hele projektet forventes afsluttet i december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste