Mulighed for millioner: Fondsstøtte kan være på vej til havnepark
Borgmesteren er begejstret over, at fondene kan se byens potentiale.
HADSUND: Området omkring Hadsundbroen rummer et kæmpe potentiale, som Mariagerfjord Kommune gerne vil udnytte ved at etablere en havnepark, der kan binde byen og fjorden bedre sammen. Et projekt, som nu kan være rykket et skridt tættere på at blive til virkelighed. Mariagerfjord Kommune har fået mulighed for at søge om fondsmidler fra Ny Carlsbergfondet og RealDania.
Borgmester Mogens Jespersen er henrykt over, at fondene har fået øjnene op for Hadsund, og at byen er med i opløbet om støtten.
- Jeg er glad for, at Ny Carlsbergfondet og RealDania ser, at Hadsund har en enestående beliggenhed ved Mariager Fjord og nogle unikke muligheder, der bare ligger og venter på at blive udnyttet, siger Mogens Jespersen.
Han mener, at en havnepark vil blive en stor attraktion for byens borgere og de mange gæster og turister, som besøger byen. Han er ikke alene med sin begejstring. Også de lokale ildsjæle er glade.
- Vi har længe haft ambitioner med havnefonden i Hadsund, så vi er virkelig glade for, at der nu også er andre, der kan se potentialet. Vi glæder os til at dykke længere ned i ideen med professionel hjælp, og så håber vi, at flere lokale kræfter vil melde sig på banen, når vi kommer tættere på og forhåbentligt får et ja til den ansøgning, vi ender med at sende ind, udtaler næstformand Marianne Ladefoged fra Hadsund Borger- og Håndværkerforening.
Inden Mariagerfjord Kommune skal sende en ansøgning afsted i foråret 2023, skal der lægges en plan for, hvordan havneparken konkret skal føres ud i livet. Borgmesteren glæder sig til arbejdet, som kommer til at foregå i dialog med fondenes fagfolk og byens borgere.
- Jeg håber, at alle gode kræfter vil være med til at udforme et projekt, der skaber liv på havnen, styrker sammenhængskraften mellem by og fjord og løfter lokalbefolkningens stolthed. Jeg er sikker på, at en havnepark i hjertet af Hadsund vil gøre byen endnu mere interessant for virksomheder og tilflyttere og sætte turbo på byens blomstrende iværksættermiljø, siger Jesper Mogensen.
Hvis havneparken i Hadsund bliver udpeget til at modtage støtte fra fondene, kan kommunen se frem til at modtage 3-5 millioner kroner til projektet. Desuden skal Mariagerfjord Kommune selv lægge et tilsvarende beløb.