Billede beskrivelse

Mor & barn hænger i en tynd tråd

21. juli 2025 kl. 19.01

HADSUND: Det kan komme til at knibe med at få restaureret og genplaceret Frantz Viggo Hansens skulptur "Mor og barn" i Hadsund. Det fortæller tidligere redaktør på Hadsund Folkeblad og nu næstformand og kasserer for Hadsund Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv, Hans Henrik Rasmussen, der er en del af styregruppen og primus motor i projektet.

- Status er, at vi har fået tilsagn fra to fonde, ELROFonden og Sparekassen Danmark Fonden Hobro, om i alt 75.000 kroner, og det rækker kun halvvejs. Og vi har fået afslag fra fem andre fonde og har ikke yderligere fondsansøgninger ude. Det ser ud, som om det er svært ved at finde fonde, der ser det som en del af deres formål. Vi har blandt andet søgt Sonning Fonden, der støtter kunst, og hvis ikke de slår til, er hele projektet måske for snævert, siger han.

En endelig beslutning om, hvad der eventuelt kan og skal gøres mere, er ikke truffet, men ifølge Hans Henrik Rasmussen kommer man nok nærmere en afgørelse, når bestyrelsen for Hadsund Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv holder sit næste møde i august.

FAKTA

Mor & barn er en betonskulptur skabt af kunstneren Frantz Viggo Hansen i 1955.

Den fungerede i mange år som centrum for en fontæne, hvor Hadsund Skoles elever kunne slukke tørsten.

Skulpturen blev pillet ned i forbindelse med ombygningen af den gamle skole til kulturcenter i 2006. Siden har den været opbevaret på forskellige adresser, senest på Hadsund Stenhuggeri.

Der har i flere omgange været gjort forsøg på at retablere skulpturen. Men hidtil uden held.

- Jeg hælder personligt mest til, at vi dropper fondsansøgningerne og beder kommunen om at finansiere den sidste halvdel Så må vi se, hvad de siger. Jeg synes, vi skal bruge vores tid og kræfter på noget andet, når det her nu ser ud til at gå i vasken, siger Hans Henrik Rasmussen.

I mellemtiden er der dukket ny viden op om skulpturen. Nemlig om hvem der i sin tid donerede skulpturen.

- Det var Helge Jensen, der stod bag Østhimmerlands tømmerhandel. Jeg blev ringet op af hans datter, Helle, som jeg i sin tid gik i skole med, og hun fortalte mig det, siger Hans Henrik Rasmussen.

Hvem der nu ejer skulpturen, er endnu uvist.

- Umiddelbart er det Hadsund Skole, for det var der, den stod, da skolen på Kirkegade lukkede. Hvis det er rigtigt, er det i sidste ende kommunen, der ejer den, vurderer Hans Henrik Rasmussen.

Mariagerfjord Kommune er allerede involveret i projektet, dog kun på sidelinjen. Et udvalg bestående af borgmester Mogens Jespersen, chef for Teknik og Miljø Lars Højmark og chef for Kultur og Fritid Flemming Poulsen er nedsat for at få afklaret en række forhold om skulpturen.

Borgmester Mogens Jespersen vil ikke lægge sig fast på det ene eller det andet i spørgsmålet om skulpturens fremtid.

- Jeg kan sige så meget, at vi har ansøgningen liggende, og at den indgår sammen med andre ønsker i efterårets budgetlægning. Men den ligger ikke i toppen af bunken. Først og fremmest skal vi have driftsudgifterne på plads, så de ældre og børnene får, hvad de skal have, og så kan vi kigge nærmere på den og andre ansøgninger, siger han.

Mogens Jespersen har selv et forhold til Mor og barn, i hvert fald den fontæne, som skulpturen var en del af.

- Jeg har fået og har selv givet andre buksevand mange gange, og vi, der gik i den gamle Hadsund Skole har jo et forhold til den, men mange andre kender den overhovedet ikke, og for dem betyder den formentlig ingenting. Vi skal også tænke på, at vi i byrådet, hvis vi giver penge til kunst, risikerer at forpligte os på lignende ansøgninger i fremtiden. Der kan jo være andre lige så værdige formål i Arden, Mariager eller Hobro.

- Det korte af det lange er, at jeg ikke kan love noget, selvom jeg personligt gerne så skulpturen restaureret og genplaceret, siger Mogens Jespersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste