Unge træder i karakter: Det mangler byen
Hadsunds unge mangler et sted at samles. Et sted, hvor de kan dyrke fællesskabet, hygge sig, snakke om livet, spille spil, lære af hinanden, holde små koncerter, have fredagsbar og ja, hvad de unge nu ellers har lyst til.
Drømmen om sådan et sted har fået en gruppe af engagerede frivillige unge til at tage initiativ til foreningen ”Casa – Livets hus”, der lige nu arbejder intenst med at udbrede kendskabet til idéen, forme foreningens vedtægter og ikke mindst finde egnede lokaler, hvor drømmen kan realiseres.
Et stort behov
Det er nemlig en velkendt udfordring, at unge i Hadsund og de omkringliggende byer har manglet et sted, hvor de kunne mødes.
Det har betydet, at de unge har slået sig ned tilfældige steder i byen, hvor de ofte ret hurtigt er blevet bedt om at flytte sig igen. Rodløsheden og det manglende ejerskab over et sted, har desværre samtidig haft den negative konsekvens, at der indimellem har været problemer med hærværk nogle af stederne, ligesom alkohol er blevet brugt til at holde varmen, når opholdsstedet har været udenfor. Med andre ord en uholdbar løsning – både for de unge og for Hadsund.
Den situation fik Mathilde Højstrup til at tage affære. Hun kontaktede medlem af byrådet i Mariagerfjord Kommune, Laura Holm, og fortalte om udfordringerne. Mathilde huskede nemlig, at Laura Holm blandt andet var gået til valg på at skabe bedre forhold for unge i kommunen.
På rundtur
Sammen tog de første skridt til foreningen ”Casa – Livets hus”, der skulle arbejde videre med idéen om, at de unge skulle have deres eget hus i Hadsund. Siden er arbejdsgruppen blevet suppleret med Stine Thier-Andersen og Jonathan Hjorth Lyby – et firkløver, der nu knokler med at få udbredt budskabet om foreningen.
- Vi er i gang med en masse forskellige tiltag og idéer, men det er også vigtjgt for os, at vi hører de unge om deres idéer og behov. Lige nu er vi derfor i gang med at tage rundt på skoler i og omkring Hadsund for at fortælle om idéen. Hertil kommer selvfølgelig det rent praktiske med at finde egnede lokaler, fortæller Mathilde Højstrup.
- Vi har allerede været rundt og set en del lokaler, der af forskellige årsager endnu ikke har været det helt rigtige. Så sidder der nogle derude, der har et godt bud på lokaler, så må de endelig kontakte os, supplerer Laura Holm, der med sin erfaring som lokalpolitiker blandt andet bidrager med sin viden om regler, det organisatoriske og det politiske.
Løbet af foråret
”Casa – Livets hus” skal være et tilbud til de 13 – 25-årige, og der er allerede massevis af positive tilkendegivelser omkring tiltaget. Det handler om at skabe et trygt og varmt sted, som de unge tager ejerskab på.
Der bliver også tilknyttet voksenansvarlige, og der arbejdes med modeller for medlemskab af foreningen, der således også skal bidrage til økonomien. Her er det også planen at undersøge mulighederne for kommunal støtte samt økonomisk hjælp via fonde m.v.
Tidsplanen er, at der afholdes stiftende generalforsamling i ”Casa – Livets hus” i løbet af marts og at lokalerne forhåbentligt findes i løbet af foråret.
Der er allerede etableret et stærkt, frivilligt håndværkerteam, der er klar til at knokle, når lokalerne er fundet. Samtidig er det planen, at der i løbet af foråret afvikles et sponsorløb og andre aktiviteter, der kan hjælpe det gode projekt godt på vej.