Ung sognepræst vil fange dem på bagerste række
Med 32-årige Tine Gramm Petersen har Hobro Kirke fået en sangglad præst, der ikke er bange for at prøve nye ting af i Guds hus
HOBRO: Da sognepræst Tine Gramm Petersen i foråret forberedte en begravelse i Hobro Kirke, foreslog hun de pårørende at købe nogle farvetusch.
Den idé var familien med på, og under begravelsen skrev børn og børnebørn hilsner og tegnede på kisten.
- Det var en familie, der skulle tage afsked med et meget favnende menneske.
- Jeg kunne mærke på dem, at de havde brug for at markere, at det her var et menneske, der havde betydet noget helt særligt for dem.
Ingen skal falde i søvn
32-årige Tine Gramm Petersen, der i vinter blev indsat som sognepræst i Hobro Kirke, er ikke bange for at prøve nye ting af.
"Er I klar til at starte en fest?" spurgte hun bedsteforældre, forældre og søskende på kirkebænkene, da hun konfirmerede sit første hold af sognebørn.
De unge konfirmander havde - med hjælp fra præsten - skrevet deres egen konfirmationssang på melodien til Kim Larsens "Joanna".
- Når der er barnedåb, giver jeg også gerne de stakkels forældre 20 forskellige muligheder og idéer til, hvordan det også kunne foregå, griner Tine Gramm Petersen.
Engagere
- Jeg vil meget gerne engagere så mange som muligt i det, der sker i kirken. Der skal ikke være nogen, der sidder og falder i søvn nede på rækkerne. Nogle vil sige, at det hører til i børnegudstjenester. Men er vi ikke alle Guds børn?
Musikken blev vejen til kirken
Det var musikken, der fik den 32-årige fynbo til at skifte Brøndby Vester Kirke ud med Hobro.
- Det tiltalte mig meget, at der er så meget sang og korarbejde i Hobro Kirke.
- Her er virkelig nogle dygtige kor og organister, og så er der gratis koncerter en gang om måneden, siger Tine Gramm Petersen, der selv har været aktiv sanger i mange år.
Hun har tidligere sunget i Folkekirkens Landskor - et elitekor for unge - og Frederiksberg-koret Schola Cantorum.
Det er nødvendigt at sænke dørtærsklen til kirken, så endnu flere får lyst til at komme, siger Tine Gramm Petersen.
En stærk kerne
- Vi er velsignet med en stærk kernemenighed, som vi skal passe på og værne om.
- Men der skal også nye tiltag til, og folkekirken skal også være for dem, der ikke er vant til at komme her.
- Ellers dør den.
Den unge sognepræst barsler da også med et par idéer, men mere konkret vil hun ikke blive endnu.
- Det er noget, jeg først skal drøfte med mine præstekolleger og menighedsrådet.
- Men jeg ville da elske at lave rockgudstjenester for eksempel.
Jeg er sådan en, der kommer med mange idéer. Nogle kan bruges. Andre kan ikke, og det er også fint.
- Men jeg tror, vores kirke kan rumme meget.