Billede beskrivelse

Ung nordjysk læge hædret for banebrydende forskning i medicinnedtrapning

26. maj 2025 kl. 19.01

HOBRO: Den 37-årige læge og ph.d. Line Uhrenholt fra Aalborg Universitetshospital er modtager af Gigtforeningens Ung Forskertalentpris 2025. Prisen tildeles som anerkendelse for hendes indsats i arbejdet med at reducere medicindoser hos patienter med inflammatoriske gigtsygdomme.

Det fortæller Gigtforeningen i en pressemeddelelse. 

Line Uhrenholt har ledet et omfattende nationalt studie, der dokumenterer, at mange patienter trygt kan nedtrappe deres biologiske medicin uden at opleve opblussen af sygdommen. Ifølge resultaterne kan op mod to ud af tre patienter klare sig med mindre medicin, hvilket både mindsker risikoen for bivirkninger og letter presset på sundhedsvæsenet.

Hun blev hædret på Gigtforeningens repræsentantskabsmøde den 22. maj for sit markante bidrag til forskningen og sin evne til at omsætte ny viden til forbedret behandling i klinikken. Særligt har hun markeret sig i forskningen i individualiseret biologisk behandling af sygdomme som leddegigt og lupus.

- Det er netop den slags forskning, der gør en konkret forskel i menneskers liv. Og derfor er den særligt vigtig, lød det fra næstformand i Gigtforeningens Forskningsråd, professor Anders Odgaard, ved prisoverrækkelsen.

Han fremhævede desuden Line Uhrenholts nysgerrighed, faglige dybde og evner som samarbejdspartner samt hendes engagement som underviser og vejleder for næste generation af forskere.

Ud over hovedstudiet har Line Uhrenholt bidraget til forskning i langtidseffekter af medicinnedtrapning, biomarkører i blodet og samspillet mellem gigt og følgesygdomme som diabetes og COVID-19. Hun bliver af sine ph.d.-studerende beskrevet som en inspirerende mentor og et menneske med stort overskud.

Prisen gives årligt til en forsker under 40 år, der har opnået internationale resultater og udviser potentiale til en fremtrædende forskerkarriere. Line Uhrenholt nævnes som et forbillede i sit felt og en stærk kandidat til at bidrage til fremtidens gennembrud i behandlingen af gigt.

Med hæderen følger 100.000 kr. til hendes videre forskning. 

Line Uhrenholdt er født og opvokset i Hobro, hvor hun også bor i dag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste