Tore har fejret 10-års jubilæum som papdirektør
HOBRO: De fleste af medarbejderne hos Føtex Hobro er i udadvendte jobs med kundekontakt, mens nogle få arbejder lidt mere bag kulissen. Til sidstnævnte kategori hører 37-årige Tore Damkjær Christensen, der for nyligt kunne fejre et flot 10-års jubilæum som papdirektør.
Tore Damkjær Christensens job er at rydde op, samle pap og andet skrald, sørge for at kundevognene er pæne og på plads, tømme postkasse og at der er styr på pantrummet. Det med pappen har givet ham titlen papdirektør – en titel han bærer med stolthed.
Glad hver morgen
Tore startede i praktik hos Føtex Hobro for godt 10 år siden, og det blev både han og Føtex så glade for, at det blev vekslet til et rigtigt job, som Tore har haft lige siden.
Han møder ind i Føtex fra klokken cirka 8.00 til 12.00 hver dag – med undtagelse af tirsdag og i weekenderne. Og han elsker sit job.
- Jeg er glad hver morgen, når jeg vågner og glæder mig altid til at komme på arbejde, fortæller Tore Damkjær Christensen, der privat bor i et bofællesskab på Skivevej i Hobro.
- Der er jo ingen dage, der er ens, og så sætter jeg stor pris på mine kolleger. Jeg kan også rigtigt godt lide at spørge ind til dem. Om de har haft en god dag eller hvad de skal have til aftensmad, tilføjer han med et smil.
En sand hverdagshelt
Hos varehuschef Niels Gårde er der også stor glæde ved at have Tore med på holdet.
- Alle vores medarbejdere er vigtige, og vi har mange hverdagshelte hos Føtex. Medarbejdere, der alle gør en stor forskel. Her er Tore én af de helte, som kunderne måske ikke lige ser, da han ikke har kundekontakt. Til gengæld ville kunderne helt sikkert lægge mærke til, hvis han ikke var her. Han sørger nemlig for, at der er pænt og ryddeligt, herunder det store arbejde med at få pap og affald af vejen, fortæller Niels Gårde.
- Tore har fri hver tirsdag, og her er det tydeligt for alle os andre, hvor stort et arbejde, han laver. Her er det jo os andre, der skal sørge for at lave hans opgaver, og sørge for at der er pænt og ryddeligt, lyder det fra Niels Gårde, der også er glad for, at Føtex er en virksomhed, hvor der er muligheder for mange forskellige typer af opgaver til alle mennesker.
- Jeg elsker, at vi favner så bredt, og det giver noget til os alle. Det er en stor værdi i virksomheden, tilføjer han.
Tradition med besøg i pølsevogn
Kort tid efter at Tore startede hos Føtex for 10 år siden fik han indført en tradition. Sammen med den daværende varehuschef startede de på et månedligt fællesbesøg hos Dusinus Pølsevogn på Kirketorvet. Den tradition er fortsat med de efterfølgende varehuschefer, herunder også Niels Gårde.
- Jeg skal altid have det samme, nemlig to franske hotdogs og en hotdog med en rød pølse, og jeg synes det er rigtigt rart, at vi gør det én gang om måneden, fortæller Tore.
Tores 10-års jubilæum blev behørigt fejret med kage og gaver – og hilsener fra tidligere varehuschefer.