Seneste nyt
Billede beskrivelse

Torben er sparekassens nye regionsdirektør for erhverv

08. maj 2026 kl. 11.03
Opdateret kl. 11.55

MARIAGERFJORD: Torben Bonde er Sparekassen Danmarks nye regionsdirektør for erhverv i Mariagerfjord. 

Han er et velkendt, lokalt ansigt - født og opvokset i Hobro, hvor han også bor i dag.

Samtidig har han været ansat i sparekassen siden sin elevtid i 1990.

Når Torben Bonde går fra at være afdelingsdirektør for sparekassens erhvervscenter i Mariagerfjord til nu at være regionsdirektør for alt erhverv i Mariagerfjord-området, er det med nogle særlige mål for øje:

- Min funktion bliver mere udadvendt, og jeg glæder mig til at besøge virksomheder i hele lokalområdet - både i Hobro, Hadsund, Mariager, Arden og de øvrige spændende og driftige byer i området, siger Torben Bonde om sine ambitioner for rollen som regionsdirektør.

- Det er vigtigt for mig at udbygge det gode netværk, jeg allerede har. Jeg skal ud at gøre opmærksom på sparekassens værditilbud og bakke vores lokale kunder op. Sparekassens erhvervsafdeling er allerede inde i en god udvikling i regionen, så jeg skal ikke revolutionere noget, men fastholde og viderebygge sammen med mine dygtige kollegaer.

Indbegrebet af sparekassen

Spørger man Torben Bondes nære kollega, regionsdirektør Carsten Brandt Andersen, er der mange gode grunde til, at Torben er den helt rette til jobbet:

- Torben har hele pakken: Det gode lokalkendskab, faglig dygtighed og en stærk ledelseserfaring. Det er for mig de tre vigtigste kvaliteter, man kan besidde i det her job, fortæller Carsten Brandt Andersen.

- For mig er Torben indbegrebet af sparekassen, fordi han både er engageret og involverer sig i det lokale liv. Derudover er der mange i det lokale erhvervsliv, der allerede kender Torben og har en god relation til ham.

Med Torben Bonde i rollen ser Carsten Brandt Andersen et klart potentiale i at gøre sparekassens lokale formål endnu mere synligt i hverdagen. Det er en indsats, de to skal løfte i fællesskab.

Et hjerte, der banker for det lokale

Med udnævnelsen får Torben Bonde mere plads og tid til at være synlig i erhvervslivet - en opgave, han ser frem til, da han mener, at sparekassen bør profitere af sin stærke tilstedeværelse og opbakning til lokalsamfundet langs hele Mariagerfjord.

Det hele hænger nemlig tæt sammen med sparekassens formål om at give tilbage til de lokalsamfund, hvor sparekassen er til stede.

For Torben Bonde er opgaven samtidig tæt forbundet med hans egen tilknytning til området:

- Jeg var væk et enkelt år. Men det var alligevel tæt på, nemlig på efterskole i Haverslev. Derfor er det noget særligt for mig at få lov til at arbejde endnu mere for erhvervslivet i området, fastslår han.

I år kan Sparekassen Danmark fejre jubilæum i Mariagerfjord under parolen ”Vi har været her i 175 år - og vi er her også i morgen”. 

Sparekassen Danmark har 217 medarbejdere i kommunen, fordelt på afdelinger i Hobro, Arden, Mariager og Hadsund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste