Sygdom tvang Steve til at stoppe - nu er han tilbage: - Det er helt fantastisk
HADSUND: Gejsten og syngeglæden er i den grad vendt tilbage i Hadsund Kirkes Gospelkor, efter at Steve Cameron i januar vendte tilbage som korleder efter ni års ufrivilligt fravær.
Han måtte på grund af sygdom opgive jobbet som korleder, men var i januar igen i vigør, og det er koret så også nu.
- Det var lidt tungt, da vi i efteråret ikke kunne finde en korleder, og vi mistede også nogle medlemmer, så det var helt fantastisk, at Steve kunne og ville vende tilbage, fortæller Pia Bonde, der er formand for foreningen bag Spirits of Joy, som koret også kaldes.
Hun fortæller, at stemningen og entusiasmen til korets prøver og koncerter er helt anderledes nu, og det har tiltrukket nye medlemmer. Der er nu omkring 25 aktive, mens man var nede at vende under 20 før årsskiftet.
Efter en kort sommerpause genoptager man de ugentlige øveaftener om mandagen, hvor man gerne byder nye potentielle medlemmer velkommen i Hadsund Kirkes Menighedscenter. Første gang er mandag 17. august.
Koret har i år 20 års jubilæum, og det fejres i løbet af sensommeren og efteråret med en række særarrangementer og koncerter.
Blandt meget andet holder man 19. september en åben workshop, hvor deltagerne får træning og mulighed for at synge med i en afsluttende koncert. Det er på sin vis en tilbagevenden til rødderne.
Koret blev stiftet på initiativ af Bente Bressendorff, med opbakning fra Hadsund Kirke og med LOF Mariagerfjord som formidler. Og det var på en workshop i efteråret 2006 med 52 deltagere, at man rekrutterede de første medlemmer af koret, hvoraf nogle trofast har fulgt med siden.
Inden workshoppen holder man 31. august koncert i Hadsund Kirke som et led i ELRO Dagene. Dagene er arrangeret af ELRO Fonden, som på den måde støtter kulturoplevelser, koncerter og aktiviteter.
- Vi modtager 8000 kroner, som vi kan bruge på aktiviteter som for eksempel vores workshops. Vi byder deltagerne på mad, kaffe og kage i løbet af dagen og betaler også Steves honorar. Vores mål er at gøre det gratis eller i hvert fald billigt at være med, så flest muligt kan deltage, så støtten fra ELRO, Sparekassen Danmark Hobro Fonden og andre er mere end velkommen, forklarer Pia Bonde.
Til workshoppen forventer man helt op til 150 deltagere, og endnu flere ventes at deltage, når man 4. oktober officielt markerer jubilæet med musikgudstjeneste og koncert med provst Carsten Bøgh Pedersen i Hadsund Kirke og et efterfølgende arrangement med tapas, kransekage og bobler i menighedscentret.
- Det er ikke helt på plads, men jeg håber, at Emmelie de Forest kommer. Hun var jo med i starten, da hun var helt ung, og sang solo, siger Pia Bonde.
Dagen efter inviteres tidligere kormedlemmer til hygge og tapas, og 19. oktober ankommer Horsens Gospelkor, der også ledes af Steve Cameron, til en fælles koraften.
Senere på efteråret er der workshop for alle 160 konfirmander i provstiet, og 30. november slutter korets udadvendte aktiviteter med en adventskoncert i kirken.