Efter 38 år er det slut: Vebbestrup Turistfart trækker stikket
VEBBESTRUP: Tilbage i 1988 stiftede Eigil Sørensen det, der senere kom til at hedde Vebbestrup Turistfart. Dengang blot med en enkelt taxa.
For 24 år siden overtog Jan Jakobsen virksomheden, men nu er det slut.
Rute- og turistfarten er solgt til Midtbus Jylland, mens minibusser/flextrafik er solgt til Taxa Aalborg. Navnet Vebbestrup Turistfart vil således ikke eksistere længere.
- Det er både vemodigt og en stor lettelse. Særligt de seneste år har jeg følt det megastressende at stå i spidsen for en virksomhed med 55 ansatte og med kørsel stort set 24 timer i døgnet, fortæller Jan Jakobsen.
- Men selvom jeg har følt, at de seneste år har været stressende, så har det sammenlagt været 24 gode og positive år som jeg er både glad for og stolt af. Samtidig er jeg også rigtig glad for salget af virksomheden, herunder ikke mindst at stort set alle medarbejdere er kommet videre til et af de to nye steder, tilføjer han.
Hvad fremtiden nu bringer for Jan Jakobsen er et godt spørgsmål. Han er kun 58 år og åben for det meste.
- Det er måske lige sent nok at satse på at blive astronaut, men ellers er jeg helt åben. Det kan være alt fra pølsemand til at slå græs for kommunen. Jeg er klar til det meste og glæder mig til helt nye udfordringer. Hvor der lukkes en dør, åbnes der er en ny, lyder det fra Jan Jakobsen.