Seneste nyt
Billede beskrivelse

Gågades forfatning skaber stor frustration: - Det er et rigtig stort problem

07. august 2026 kl. 14.00

HOBRO: Gågaden i Hobro er hyggelig og med et godt udvalg af butikker og spisesteder. Men der er et men. 

Gågadens belægning er nemlig i en rigtig skidt forfatning med flere huller, løse fliser, niveauforskelle og kanter. Det frustrerer formanden for Hobro Handel, Peter Møller, der også melder om flere falduheld blandt byens besøgende.

- Det er et rigtigt stort problem, hvor der i år har været et par større uheld med kunder, der er kommet slemt til skade. Det har været meget beklageligt for den enkelte, og hertil kommer også en række små dagligdagsepisoder, hvor ældre snubler og får hudafskrabninger. Simpelthen fordi de bliver overrasket af en løs flise, en skarp kant eller en niveauforskel. Det er på ingen måde optimalt, lyder det fra Peter Møller.

Billede beskrivelse

- Problemet har stået på i flere år, hvor vi har haft en løbende dialog med Park & Vej hos Mariagerfjord Kommune. Vi tager dem da også jævnligt med på en tur i gågaden, så de med egne øjne kan se problemerne. Men det er som om, at der ikke sker noget. Sådan føler vi det i hvert fald, og det understreges vel også af, at der fortsat sker ulykker blandt de besøgende i gågaden, tilføjer Peter Møller.

Formand: Fejl i belægning rettes løbende

Vi har forelagt kritikken for Park & Vej hos Mariagerfjord Kommune, der ikke ønsker at udtale sig.

De har i stedet henvist til Mariagerfjord Kommunes kommunikationsafdeling, hvorfra stafetten blev sendt videre til Svend Madsen (Danmarksdemokraterne), 1. Viceborgmester og formand for Udvalget for Teknik og Miljø.

- Problemet er nyt for mig, men jeg har undersøgt sagen og derigennem blevet bekendt med, at der fra flere forskellige sider er blevet gjort opmærksom på udfordringerne med fejl i belægningen i gågaden, ligesom der har været melding om et enkelt uheld denne sommer. Det skal jeg naturligvis beklage.

Billede beskrivelse

- Jeg er dog også blevet oplyst om, at de mest åbenlyse fejl i belægningen løbende bliver udbedret af Mariagerfjord Kommunes Park & Vej. I takt med, at de bliver opdaget. Der er nogle helt klare regler for, hvornår vi skal udbedre en fejl i belægningen, og dem har vi overholdt. Det vil vi naturligvis også gøre fremadrettet, når vi bliver opmærksom på nye problemer.

- Den helt optimale løsning er naturligvis, at der lægges en helt ny belægning i hele gågaden. Det er der dog ikke afsat penge til i det nuværende budget. Men i lyset af at udfordringerne er blevet større, så er det bestemt noget vi skal drøfte fremadrettet. Men man skal ikke lige forvente en nyanlagt gågade de næste par år, lyder det fra Svend Madsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste