Stille mus havde tæft for sit fag

Klinikassistent Kamilla Hovaldt Frisgaard, Din Tandlæge i Hobro er udnævnt til årets nordjyske elev

28. juni 2018 kl. 08.35

HOBRO: Hvordan udvikler en stille, nærmest selvudslettende genert, ung klinikassistentelev sig over to år til at blive en "outstanding" medarbejder?

Måske handler det både om at ville noget, at have flair for sit fag - og at få gode betingelser at udfolde sig under.

I hvert fald stod lovordene nærmest i kø for at blive sagt højt, da 25-årige Kamilla Hovaldt Frisgaard - til daglig elev hos Din Tandlæge på Banegårdsvej i Hobro - forleden kunne udnævnes som "årets elev 2018".

"Lyst sind" - "altid velforberedt" - "grundig og omhyggelig" "meget omsorgsfuld" - "yderst fleksibel" - "positiv og rummelig" - "fantastisk humor" - "yder den bedste service over for kolleger og patienter" "en rigtig team player"- "knivskarp i at tage røntgenbilleder" - "festligt indslag ved alle vores sociale arrangementer", lyder nogle af skudsmålene i indstillingen.

Noget overrasket

Den kommer fra kollega og arbejdsmiljørepræsentant Helle Lehman.

Og Kirsten Estrup Madsen, formand for HK Privat i Nordjylland, citerede flittigt alle guldkornene og mere til, da hun udråbte Kamilla Hovaldt Frisgaard som årets elev.

Selv så den 25-årige i centrum for hæderen ret overrasket ud, da arbejdskolleger og fagforening uvarslet satte Kamilla stævne ved en sammenkost i receptionen, hvor der vankede både blomster, diplom og en gave.

Nok havde hun da læst indstillingen i et personalereferat - men så ikke tænkt videre over det.

- Og det er jo rigtig nok. Jeg var en stille mus, da jeg begyndte her - og jo, jeg er støt og roligt vokset med opgaven.

- Måske, fordi det bare viste sig at være et rigtig godt sted at være, og hvor jeg helt fra starten har fået lov at kaste mig ud i opgaverne. Dejligt at lære sit fag og samtidig have det sjovt på jobbet, fremhæver Kamilla.

Klinikassistent ved et tilfælde

Valget på Din Tandlæge i Hobro faldt i den grad tilfældigt.

Kamilla Frisgaard bor nemlig i Hjallerup og tilbagelægger dagligt 150 kilometer i bil til og fra job - hvilket jo sætter mødepræcisionen i gunstigt relief.

- Oprindeligt havde jeg uddannet mig til salgsassistent, men tænkt snart, at det skulle jeg i hvert fald ikke være, mindes hun. Impulsivt gik hun i gang med det halvt års grundforløb som klinikassistent.

- Det kom til mig som en åbenbaring, for jeg kendte absolut ikke noget til faget, forsikrer den unge vendelbo.

Uddannelsesforløb

Men det kom hun til

- Vi ser det som en forpligtelse, men sætter også en ære i, at når et ungt menneske vælger os, skal han eller hun blive så dygtig som muligt.

- Derfor har vi beskrevet et uddannelsesforløb, hvor vi krydser af undervejs, så vi sikrer, at de unge får afprøvet alle funktioner i huset, arbejder hos de forskellige tandlæger og føler sig trygge hos os, forklarer tandlæge Mette Udby, medejer af Din Tandlæge i Hobro.

Og det er sød musik i Kirsten Estrup Madsens fagfor enings-ører.

- Vi repræsenterer 13 brancher, hvorfra vi på skift udpeger både årets elev og årets arbejdsplads.

- Det har givet os nogle rigtig gode oplevelser rundt på arbejdspladserne.

- Man skal huske på, at for mange elever er en læreplads samtidig deres første møde med erhvervslivet.

Det skulle gerne opleves positivt for de unge, og vi fokuserer jo netop på, at eleverne har det godt på deres arbejdsplads, fremhæver Kirsten Estrup Madsen, formand for 12.000 nordjyske medlemmer i HK Privat.

Aldrig oplevet noget lignende

Både arbejdsgiver og fagforening har interesse i løbende at uddanne nye unge og skaffe folk nok til de ledige jobs.

Den forpligtelse tog Mette Udby også til sig, da klinikken i sin tid begyndte at tage elever ind.

- Bagefter har vi den aftale med vore færdiguddannede elever, at de kan blive i op til et år hos os, mens de søger job andetsteds. Det øger deres mulighed for hurtigt at finde arbejde.

- Flere af vore tidligere elever er siden vendt tilbage, men det bliver desværre næppe tilfældet med Kamilla.

- Hun finder helt sikkert job i Vendsyssel til september, når hun er færdig.

- Jobbet som klinikassistent faldt hende utrolig nemt. Fagligt og menneskeligt og uden de store armbevægelser gled hun bare ind i rytmen.

- Faktisk har jeg aldrig oplevet noget lignende. Kamilla er bare "outstanding", fastslår Mette Udby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste