Seneste nyt
Billede beskrivelse

Stadil har bedt om Johnnys "magi" - nu skal slottet forvandles

03. juni 2026 kl. 14.04

HOBRO: Blomsterkunstner Johnny Haugaard fra Mygdal, der i dag har base i Hobro, tager snart turen til Nordfyn. 

Her skal han skabe en blomsterudstilling på Harridslevgaard Slot i samarbejde med slottets ejer, Christian Stadil.

Udstillingen åbner i forbindelse med Bogense Rosenfestival den 1.-2. august, hvor rosen er i centrum. Men allerede fra fredag den 24. juli 2026 kan publikum opleve udstillingen ”The Rose”, der er åben dagligt frem til og med den 9. august.

Det skriver Johnny Haugaard i en pressemeddelelse.

Johnny Haugaard stod senest bag Danmarks hidtil største naturkunstinstallation, Midgårdsormen i Hobro. 

Denne gang bliver rammen slottets gamle kostald, hvor lyd, lys og naturens materialer skal smelte sammen i en sanselig fortælling om rosen.

Et samarbejde med rødder

Ejer af Harridslevgaard Slot, Christian Stadil, glæder sig over samarbejdet.

- Johnny er et kreativt og iderigt menneske, som tidligere har vist, at han og hans team kan skabe magi. Vi glæder os til at åbne slottet for gæster og give dem en oplevelse, der både overrasker, inspirerer og skaber liv her på Nordfyn, fortæller Christian Stadil.

Christian Stadil bliver også selv en aktiv del af årets Rosenfestival, hvor han skal døbe en ny rose. Derfor ser han en naturlig sammenhæng mellem festivalen og aktiviteterne på Harridslevgaard Slot.

- Der opstod hurtigt en fælles idé om at skabe sammenhæng mellem den navngivne rose, slottet og udstillingen. Blandt andet har vi udviklet en rosé champagne og et tilhørende design i samme farvenuancer og med forbundet symbolik, siger Christian Stadil.

Som en del af udstillingen samarbejder Johnny Haugaard også med Grønløkke Planteskole, der ligger få kilometer fra slottet og er Skandinaviens største producent af roser. Men det er ikke roserne i fuldt flor, der har fanget kunstnerens interesse.

- Jeg havde en drøm om, at denne udstilling skulle have fokus på de dele af rosens liv, som plejer at ende i kompostbunken. Den drøm blev til virkelighed, da vi besøgte planteskolen. Alt det, de skærer fra – og som egentlig skulle kasseres – vil vi have, fortæller Johnny Haugaard.

Han blev især fascineret af planteskolens arbejde med rosens rødder og de såkaldte barrodsplanter.

- Barrodsplanterne ligger nærmest og hviler i et tempereret rum, inden de får liv igen. Det er noget af det smukkeste, jeg længe har set. Der var rødder overalt i den hal, fortæller Johnny Haugaard.

Han lover en sanselig udstilling med kærlighed, smerte, forfald og dybe rødder som en vigtig del af fortællingen om rosen og slottets historie.

Nye dufte i kostalden

Udstillingen skabes af kreative frivillige i juli måned og får til huse i slottets gamle kostald.

- Vi har aldrig lavet udstilling i en kostald før, siger Johnny Haugaard og fortsætter:

- Men jeg elsker, når omgivelserne og historien kan inddrages i det kreative arbejde. Vi har før været på slotte, i haller, i en gammel svømmehal og senest på et gasmuseum – men en kostald er ret nyt. Det kan muuuuligvis ske, at der kan komme gode idéer ud af sådan et sted, griner han.

Og så er der naturligvis slottets øvrige ”beboere”. Harridslevgaard Slot er kendt som et af de mest hjemsøgte slotte i Danmark, og gennem årene er der blevet fortalt historier om lyde, skikkelser og rastløse sjæle i de gamle bygninger.

- Nu må vi se, om spøgelserne vil give et nap med ovre i stalden. Det kunne faktisk være ret hyggeligt. Vi er jo trods alt på deres hjemmebane, siger Johnny Haugaard med et smil.

Udstillingen kan opleves dagligt fra den 24. juli til den 9. august kl. 10.00-17.00. Under Rosenfestivalen den 1.-2. august holder udstillingen åbent frem til kl. 20.00.

I udstillingsperioden vil der desuden være foredrag med Johnny Haugaard på Harridslevgaard Slot. Her kan publikum glæde sig til fortællinger, humor og oplevelser ud over det sædvanlige i riddersalens smukke rammer.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste