Slyngler har sparket bold i 50 år
I 1973 blev et helt specielt fællesskab grundlagt. Fodboldspillere fra Hobro IK's storhedstid i 60'erne rottede sig sammen og skabte Slyngelholdet.
Slynglerne er stadig en del af fodboldklubben og fungerer fortsat som en selvstændig "klub i klubben". Holdet rekrutterer spillere, der har de rette sociale kompetencer, så de kan begå sig både på fodboldbanen og i fællesskabet med fester og samvær mellem kampene.
Jubilæet blev forleden markeret med stor fest for både nuværende og tidligere slyngler. Omkring 60 var samlet til spisning og udveksling af slyngelhistorier og anekdoter i DS Arenas lounge.
Slyngelholdet har 30-40 aktive spillere, som dyster med to hold i oldboys-rækkerne. Holdets præsident er 49-årige Paw Hansen, som også spiller med.