Billede beskrivelse

Sjælden søvnforstyrrelse vækker naboerne

11. oktober 2024 kl. 19.03

MARIAGER: At blive bidt i knæet af sin kæreste er ikke noget, ret mange oplever, men Emmelie de Forests kæreste gennem mange år, Jakob Glæsner, kan som en af de få skrive det på sit livs-CV.

Forklaringen er mildt sagt usædvanlig og beror på, at Emmelie siden sin barndom har lidt af night terror eller natteangst, som for børns vedkommende er ret normalt, men som langt de fleste vokser fra. Det gælder altså ikke Emmelie de Forest.

Hun optrådte for nylig som gæst på DR's Aftenshowet, hvor hun fortalte om nogle af de episoder, søvnforstyrrelsen fører med sig, blandt andet da Jakob Glæsner omkring fire måneder inde i deres parforhold i 2013 blev bidt i knæet.

Det skete under en ferie i Spanien, hvor hun midt om natten rejste sig op i sengen og begyndte at skrige. Jakob Glæsner forsøgte at vække sin kæreste ved at tage fat i hende, hvilket Emmelie de Forest tolkede som et overfald, og hun reagerede altså ved at bide ham i knæet.

- Jeg vågner og skriger, så højt som et menneske kan skrige. Tit kan jeg ikke huske episoderne, men det kan min kæreste og nogle gange også mine naboer, forklarede hun i Aftenshowet.

Her blev der afspillet en 14 sekunder lang optagelse af hendes skrig, som hun og hendes kæreste optog ved et tilfælde, og som fik hårene til at rejse sig på både studievært Kristian Ring-Hansen Holt og den anden gæst, Peter Frödin.

- Jeg kan ikke selv huske det, men Jakob fortalte, at jeg kravlede og løb op og ned ad væggene, jeg sparkede alt ned fra vindueskarmen og landede til sidst i vasketøjskurven. Det var så voldsomt, at jeg stadig går rundt med en blå ankel her et par uger efter, fortalte Emmelie de Forest.

I situationen er man ikke vågen, men befinder sig imellem to forskellige søvntilstande, og som overlæge Rune Frandsen forklarede i Aftenshowet, kan tilstanden sidestilles med søvngængeri. For voksnes vedkommende kan episoderne være stressrelaterede.

Anledningen til at Emmelie de Forest fortalte om sine episoder, er, at hendes seneste udgivelse, singlen "Lovers lullaby", netop er inspireret af night terror.

- Jeg vil ikke sige, at jeg er stresset, men det er selvfølgelig sårbart, når man udgiver noget, man har arbejdet på i to år, så det har muligvis spillet ind, sagde hun.

Emmelie de Forest fortæller, at der især var én årsag til, at hun valgte at gå ud med sin historie i Aftenshowet.

- Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, men tænkte, det kunne være en hjælp for andre, der lider af natteangst, at få sat fokus på lidelsen og høre, hvad en ekspert havde af gode råd. Med alle de beskeder jeg har fået efterfølgende, er der overraskende mange der har lidelsen, siger hun.

Og det har også vist sig at give bonus for hende selv.

- Jeg synes, jeg er blevet lidt klogere på det hele. Jeg har fået rigtig mange søde beskeder og tips efterfølgende fra folk, der også lider af natteangst, så jeg overvejer nu forskellige behandlinger. Det har i øvrigt hjulpet meget, at jeg på det seneste har sørget for at have en vågelampe tændt hver nat, fortæller hun.

Søvnrædsel

Night terror, eller søvnrædsel, er en almindelig og ufarlig søvnforstyrrelse hos børn. Barnet vågner grædende op, en times tid efter det er faldet i søvn og er utrøsteligt og virker bange.

Det skyldes, at barnet vågner halvt i en bestemt overgang fra én søvnfase til en anden, fordi barnets hjerne er umoden og ikke helt har lært, hvilke “systemer”, der skal tændes og slukkes hvornår.

Night terror er helt ufarlig, og ofte husker barnet slet ikke, at det er foregået.

"Lovers lullaby" er en af seks singler, der udgives løbende frem mod marts 2025, hvor et nyt album kommer på gaden. Næste single, der hedder "Love Songs", udkommer på næste fredag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste