Billede beskrivelse

Sigrid rundede 100 år: Det blev fejret med manér

04. april 2026 kl. 06.02

MARIAGER: Torsdag 26. marts rundede Sigrid Jensen Vase fra Mariager 100 år. 

Det blev fejret med manér.

På selve dagen kiggede Jesper Skov Mikkelsen (V), borgmester i Mariagerfjord Kommune, forbi om formiddagen, inden venner og bekendte gjorde det samme senere på dagen.

Her var der også en særlig hilsen fra Kongen - så alt i alt en meget begivenhedsrig dag for Sigrid og hendes familie.

Men der sluttede festlighederne ikke. 

Lørdag var familien samlet på Orkidéen ved Dania - og tirsdag var det venindernes tur på selvsamme sted. 

- For man bliver jo kun 100 år én gang, som Sigrid udtrykker med et smil og humør, der på alle måder kendetegner fødselaren.

Billede beskrivelse

Ud at tjene til 25 kroner om måneden

Sigrid blev født i Hem ved Mariager, inden familien, der bestod af mor, far og tre brødre, senere flyttede til Edderup - ligeledes tæt ved Mariager.

Allerede en uge efter at Sigrid var blevet konfirmeret, kom hun ud at tjene, hvor hun i tidens løb var på seks forskellige gårde til den fyrstelige løn af 25 kroner om måneden.

- Det var hårdt, og jeg husker det generelt set som en frygtelig tid. Det var fysisk arbejde, blandt andet ude i staldene, og det var også derfor, at jeg skiftede mellem flere gårde, men der var ikke rigtig nogle, der var bedre end andre.

- På et tidspunkt kan jeg huske, at jeg sagde ja til en plads på en anden gård, hvor jeg kunne få 30 kroner om måneden, men da jeg så skulle have min første løn, blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne nøjes med de 25 kroner. Det sagde jeg heldigvis nej til, og jeg endte da også med at få mine penge, fortæller Sigrid.

Da Sigrid blev 18 år, kom hun i huset hos en direktør i Dronningborg ved Randers og senere en læge i Mariager. 

Det var mere huslige arbejdsopgaver - og den tid kunne hun godt lide.

Billede beskrivelse

Blev gift og fik tre børn

Som 21-årig blev Sigrid gift med Marinus, og parret overtog svigerforældrenes gård i Sem, som de sammen drev i 40 år. 

Det var hverken et storlandbrug eller et husmandssted. 

Det var midt imellem med 30 hektar jord og 12 kvæg. 

I 1987 solgte de gården og købte et hus i Mariager.

Sigrid og Marinus fik tre børn; Aase og tvillingerne Bent og Bjarne, som i dag alle bor tæt på Mariager. 

Siden er det også blevet til syv børnebørn og 12 oldebørn.

Marinus døde i 2010, og de sidste fire år har Sigrid boet i sit eget lille rækkehus på Oxendalen i Mariager, hvor hun stadig selv klarer sig uden hjælp udefra.

De seneste år har hun godt nok fået mad udefra til fem dage om ugen, men de øvrige dage går hun selv i køkkenet. Det samme når børn, børne- og oldebørn kommer på besøg, hvor en af hendes hofretter er at lave boller i selleri.

Indkøbene klarer hun også selv, godt nok med kørselshjælp fra en veninde. Sigrid valgte nemlig i samråd med sin læge at skrotte sit kørekort, da hun fyldte 95 år.

Udover samvær og hygge med andre mennesker elsker Sigrid at løse kryds og tværs, se fjernsyn og holde øje med verden på blandt andet Facebook og via hyppige SMS’er med familie og venner.

Frygter ikke plejehjem

Sigrid bor i meget kort afstand til Plejecenter Fjordvang, hvor hun derfor kommer hyppigt. 

Både for at besøge venner og veninder, der bor der, men også for at deltage i nogle af husets aktiviteter. Alt fra at se film, sy, strikke, spille spil og når præsten kigger forbi én dag om ugen.

- Næste gang jeg skal flytte, bliver det jo nok over på plejehjemmet, og når det engang bliver aktuelt, så er det på ingen måde noget, jeg frygter. Det er et godt og hyggeligt sted, og jeg kan sagtens se mig selv bo der, fortæller hun.

- Men det er altså ikke aktuelt endnu. Jeg er jo kun 100, tilføjer hun med et smil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste