Rebild får ny chef for naturen og miljøet
Kommune har ansat ny centerchef
Tove Nyegaard tiltræder 1. december som ny chef for Center Natur og Miljø i Rebild Kommune.
Hun kommer fra en stilling hos MOE Rådgivende Ingeniører, hvor hun har været forretningschef siden august 2019.
Tove Nyegaard er uddannet bygningsingeniør og har siden 2006 haft lederstillinger i både private virksomheder og offentlige organisationer.
Hun bor i Randers, og fritiden går med løbe- og traveture i naturen, samt af og til en tur i det fri med fiskestangen. Desuden er badminton, bøger og musik på listen med interesser.
Den nye centerchef ser frem til at tage fat på sit nye job:
- Miljø og natur er jo noget at det, der i høj grad kendetegner Rebild Kommune. Jeg kan understøtte dette arbejde med min brede faglige erfaring inden for klima, miljø og bæredygtighed, som har været væsentlige elementer i mine tidligere lederjob, siger Tove Nyegaard i en pressemeddelelse.
Stillingen som centerchef blev ledig, da den tidligere leder, Birgitte Kring Frederiksen, valgte at søge nye udfordringer hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.