På 25 år har Susanne oplevet fem navneskift - og fem forskellige chefer
HOBRO: 65-årige Susanne Nielsen har været ansat hos Meny i Hobro i 25 år – godt og vel endda.
Susanne Nielsen blev udlært salgsassistent i detailbranchen i Frederikshavn tilbage i 1978.
Derfra gik turen til Hobro, da hendes mand Leif fik et job i byen.
Det betød, at Susanne fik job som salgsassistent i den daværende Mega-butik i sommeren 1992.
I slutningen af halvfemserne havde hun en afstikker til Brugsen i Rørbæk, inden hun den 2. januar 2001 vendte tilbage til Hobro-butikken, hvor hun startede som souschef.
Det er herfra, at ancienniteten beregnes, hvorfor det – trods lidt flere år i butikken – formelt er et 25-års jubilæum, Susanne kan fejre i år.
Er primært i butikken
Susanne Nielsen var souschef i butikken indtil 1. oktober 2023.
I dag er hun salgsassistent med 25 timer om ugen, hvilket også inkluderer, at hun hjælper til hos Meny i Støvring et par dage om ugen.
- Da jeg var souschef, sad jeg med meget af det administrative, herunder at lave arbejdsplaner. I dag hjælper jeg til, hvor der er behov, og det er primært ude i butikken, fortæller Susanne Nielsen.
- Jeg har altid elsket butikslivet, herunder den tætte kontakt til både kunder og kolleger. Arbejdsopgaverne er også meget forskellige og jeg har aldrig været træt af mit job. Jeg har altid følt, at jeg er landet på den rigtige hylde, tilføjer hun.
Tager et år ad gangen
Susanne har i sine 25 år oplevet fem navneskift og haft fem forskellige chefer.
I dag er det Dennis Lisberg Mouritsen, der er købmand i butikken, som siden 2015 har været en Meny - inden da var det en SuperBest og tidligere har butikken heddet Favør, Mega Spar og Mega.
Susanne Nielsen er i dag 65 år, og er, som hun selv udtrykker det, påbegyndt indflyvningen til sin pension.
Dog uden aktuelle planer om at stoppe.
- Så længe jeg holder af mit arbejde, og glæder mig til at komme afsted om morgenen, har jeg ingen planer om at stoppe. Men jeg tager et år ad gangen, og ser hvad fremtiden bringer, fortæller hun.
I fritiden er hun aktiv golfspiller hos Volstrup Golf, ligesom hun og manden Leif elsker at rejse.
Hertil kommer, at hun bruger megen tid med sine to børnebørn.
Susannes 25-års jubilæum markeres med en reception på DS Arena torsdag den 26. marts i tidsrummet 13.00 – 16.00.