Billede beskrivelse

Ove sejler i Danmarks sjoveste båd

19. juli 2024 kl. 14.15

HADSUND: Det er snart 10 år siden, den 74-årige pensionist Ove Bonde byggede en båd efter sit eget hoved. Men det sluttede ikke, da båden blev sat i søen. Lige siden har han hver vinter fået nye ideer til udsmykning, og ideerne er blevet ført ud i livet i en lade, hvor Ove Bonde bor.

Det er mellem Vive og Oue, lige ned til Mariager Fjord, og det er her, båden ligger, når den da ikke lige er ude at sejle. Det er den ganske ofte i sommerhalvåret, for både Ove Pedersen selv, hans kæreste, Karin Rasmussen, og familie og venner nyder at tage en tur på fjorden.

Og skulle der være nogen, der bare har lyst til at tage med, er de velkomne. Der er altid plads til en til, siger Ove Bonde, hvis båd dog “kun” kan rumme seks mennesker ad gangen.

Mariager Fjord er næsten en vandpyt i forhold til de omgivelser, han tidligere har besejlet. Da han og hans nu afdøde kone, Aase, gik på efterløn i 2010, tog de på langfart, både målt på distance og tid.

Billede beskrivelse

- Vi tog til Middelhavet og sejlede rundt i fem år. Vi var i 12 lande, og jeg tror, jeg har været på alle de små øer omkring Grækenland. Det er mit livs mest fantastiske oplevelse, fortæller Ove Bonde.

Trods tosomheden kan det måske lyde ensomt, men de fem år var fyldt med møder med lokale og turister, ikke mindst danske.

- Vi var for eksempel på Mallorca, som er et helt fantastisk sted, når man kommer lidt væk fra turistområderne. Vi mødte jo en masse, og hvis de havde lyst til en kop kaffe, kom de bare om bord, siger Ove Bonde.

Hans udadvendte og imødekommende væsen har været ham en god ven gennem hele livet. Han har ernæret sig som musiker ved alle mulige private fester, og hvis man skal lykkes med det, nytter det ikke og sidde og være mut.

Nu er det slut med musikken, og i stedet fylder Ove Bonde tiden med blandt andet at makke med sin båd.

- Der kommer hele tiden nye ideer. en gang imellem går jeg ned og kigger og tænker: “det kunne man jo også prøve”, og når den så kommer hjem i laden om vinteren, så laver jeg det, jeg har tænkt. Jeg kan slet ikke lade være, smiler Ove Bonde.

Ifølge kæresten, Karin Rasmussen, så er det hele besværet værd.

Det er simpelthen Danmarks fineste og sjoveste båd, lyder skudsmålet.

Turene på Mariager Fjord er mest for udflugternes skyld. Før i tiden fiskede Ove Bonde på fjorden, men som så mange andre har han måttet sande, at det ikke giver meget mad på bordet.

- Man kan være heldig at fange en enkelt fisk engang imellem, men det er slet ikke som før i tiden. Alle bundfisk er jo væk, siger Ove Bonde med et lille beklagende skuldertræk.

Men fisk eller ej, fornøjelsen ved at sejle er den samme.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste