Billede beskrivelse

Ny skrædder ved symaskinen i Hobro

Minh Khoa Systue i Adelgade har fået ny ejer, ny skrædder og nyt navn

09. august 2021 kl. 15.07

Systuen i Adelgade 62 i Hobro har fået ny ejer.

Den syriske skrædder M. Bilal har pr. 1. august overtaget Minh Khoa Systue fra Ha Thi Thuy Tran.

Systuen i Adelgade har ellers været på vietnamesiske hænder siden 2006, men med det nye ejerskifte får systuen ikke bare ny skrædder, men også nyt navn: Systuen Adelgade.

Bilal fortsætter i øvrigt samarbejdet med de faste kunder i byen og er også klar til at tage imod både nye kunder og nye opgaver.

Stor drøm

For Bilal er overtagelsen af systuen i Adelgade en stor drøm, der er gået i opfyldelse.

- Jeg er meget glad for at sy. Det er det, jeg kan, men det er ikke nemt at blive ansat som skrædder her i landet. Så jeg slog straks til, da jeg med gode venners hjælp fik mulighed for at overtage systuen her i byen, siger Billal.

- I Aleppo i Syrien havde jeg også min egen systue, som udviklede sig til at have flere ansatte i produktion af nyt tøj. Den var jeg meget glad for, fortæller Bilal.

Han måtte imidlertid som kurder forlade det hele og som mange andre flygte fra Syrien i 2013.

Billede beskrivelse

Klar til alle opgaver

Med erfaringerne fra hjemlandet er Bilal klar til at levere traditionelle systueopgaver så som at lægge bukser og jakker op, lave reparationer og omforandringer af kjoler eller andet tøj.

Men Bilal kan også sy gardiner og puder plus klare de mere avancerede opgaver, som f.eks. at tilrette brude- og konfirmationskjoler, sy dem om til f.eks. dåbskjoler eller fremstille de helt unikke kjoler, bukser eller jakker efter kundens ønsker.

- Kunderne kan bare komme forbi med en idé, et udkast eller et billede af en model, som de kan ønske sig, så finder vi ud af det, siger Bilal.

Åbningstiderne er mandag-fredag kl. 10-17 eller efter aftale, og systuen kan løbende følges på Facebook-siden: SystuenAdelgade

Prinsessekjoler

I Danmark har Bilal tidligere brugt sine erfaringer som skrædder med klipning og syning af modelkjoler og bl.a. prinsessekjoler til Velgørenhedsorganisationen Min Drømmedag hos Marion Krobath Olesen i Hadsund.

Han har blandt andet også syet gardiner, sengetøj og puder til Hotel Møllehuset i Hadsund.

Privat har Bilal boet i Hobro siden 2013. Her bor han sammen med sin kone og tre hjemmeboende børn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste