Billede beskrivelse

Ny skoleleder på Bymarkskolen: Charlotte tiltræder med stærk profil

01. oktober 2025 kl. 06.02

HOBRO: Mariagerfjord Kommune har pr. 1. november ansat Charlotte Veng som ny skoleleder på Bymarkskolen i Hobro. Med sig bringer hun mange års erfaring fra skoleverdenen og et stærkt engagement i læring, trivsel og samarbejde.

Det fortæller kommunen. 

Charlotte Veng kommer fra en stilling som pædagogisk afdelingsleder på Kristrup Skole i Randers Kommune, hvor hun siden januar 2024 har haft ansvar for ledelse og personaleudvikling. Her har hun blandt andet arbejdet med udviklingen af skolens læringsmiljøer, pædagogiske læringscenter og inkluderende tilbud til de yngste elever.

Før ansættelsen på Kristrup Skole havde Charlotte i næsten ti år en central rolle på Vestervangsskolen i Randers som vejleder, lærer og koordinator. Her var hun ansvarlig for skolens pædagogiske lærings- og ressourceteam, fungerede som PLC-vejleder og var afdelingskoordinator i indskolingen.

Charlotte Veng har desuden mange års undervisningserfaring som dansklærer, musiklærer og it-vejleder og har spillet en vigtig rolle i udviklingen af skolernes digitale og analoge ressourcer. Hun har en diplomuddannelse i ledelse og er bosat i Hobro.

Fokus på dialog og fællesskab

Charlotte Veng udtrykker stor glæde over det kommende samarbejde:

– Jeg brænder for at skabe de bedste rammer for både elever og medarbejdere. Som leder vægter jeg samarbejde, dialog og trivsel meget højt, og jeg glæder mig til i fællesskab med medarbejdere, elever og forældre at fortsætte Bymarkskolens udvikling med fokus på faglighed, fællesskab og gode læringsmiljøer, siger Charlotte Veng.

Stærk lederprofil med bred erfaring

Dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther udtaler:

– Charlotte kommer med en stærk lederprofil, der kombinerer solid pædagogisk indsigt med erfaring fra både vejleder-, koordinator- og lederroller. Hun er optaget af at skabe følgeskab i udviklingsprocesser og har blik for at understøtte både medarbejdere og elever i hverdagen. Vi er meget glade for at byde Charlotte velkommen som skoleleder på Bymarkskolen.

Et fællesskab med børnene i centrum

Bymarkskolen er en to- og tresporet skole med ca. 360 elever fra 0. til 6. årgang. Skolen på Julemærkehjemmet indgår også i det pædagogiske fællesskab.

I Mariagerfjord Kommune arbejdes der målrettet på, at alle børn og unge oplever et trygt, inkluderende og fagligt stærkt skoleforløb – med trivsel og læring som hinandens forudsætninger, og hvor forskellighed ses som en styrke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste