Billede beskrivelse

Ny mand i spidsen for Tattoo Fashion i Hobro

Tonny Svenningsen tager over efter Husam Atrach

28. juni 2021 kl. 16.32

Tonny Svenningsen har overtaget Tattoo Fashion på Adelgade 74 i Hobro.

- Jeg har været selvstændig maler i mange år, men efter jeg fik en diskusprolaps, var det tid til at skifte branche, og her fik jeg tilbuddet om at overtage Tattoo Fashion her i Hobro.

- Jeg har altid været fascineret af faget og er også selv pænt meget tatoveret, fortæller Tonny Svenningsen, der ikke selv er udlært tatovør, og som derfor overlader den del til et par ansatte.

- Jeg bor privat i Hjørring, så tatovørerne passer den daglige drift, mens jeg kigger herned to-tre gange om ugen. Jeg overtog forretningen 1. juni, og starten har været ganske god, hvilket også skyldes, at jeg har overtaget en veldrevet forretning med et godt ry i en god kæde.

- Vi er naturligvis lidt på efterkant af et vanskeligt år på grund af corona, og derfor markerer jeg også først overtagelsen af forretningen umiddelbart efter sommerferien. Det bliver med en række ekstra gode tilbud.

Tonny Svenningsen har overtaget Tattoo Fashion i Hobro fra Husam Atrach, der har haft forretningen de seneste tre år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste